I det fynske folks tjeneste

Dan Jørgensen om elbiler: Vi er klar til at lette låget til pengekassen

Regeringen er slet ikke ambitiøs nok i forsøget på at få flere elbiler ud på vejene. Sådan lyder det nu fra socialdemokraternes Dan Jørgensen, efter TV 2/Fyn i denne uge har sat fokus på elbiler. Han vil forbedre forholdene for elbiler. Hvor pengene skal komme fra, står dog uklart.

00:47

Dan Jørgensen (S) kan ikke sådan lige redegøre for, hvordan han vil finansiere en større satsning på elbiler. Men fremlægger flere forslag, blandt andet belønning til kommuner, der kører elbiler. Han håber, klimaministeren vil gå ind i nye forhandlinger om vilkårene for elbiler.



Der skal også gøres noget for at give nogle positive incitamenter. Vi har for eksempel foreslået, at man kunne give kommunerne en konkret beløning, hvis de køber elbiler i deres flåde af biler.

Dan Jørgensen, Folketingsmedlem, Soc.dem.

Klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) får kritik, efter han var i studiet hos TV 2/Fyn for at fortælle om regeringens visioner for elbiler tirsdag aften.

- Vi gør ganske meget i Danmark. Faktisk lykkedes det lige før jul at indgå en aftale. som betyder, at i 2019 og 2020, der er der ingen registreringsafgift på elbiler op til 400.000 kroner. Der kan det rent faktisk lade sig gøre at få en ganske fornuftig familiebil, sagde ministeren.

Den melding har nu fået socialdemokraternes Dan Jørgensen til at melde sin ankomst i debatten. 

Fokus på elbiler

  • Elbiler reducerer drivhusgasudledningen. Men der findes stadig forsvindende få elbiler på Fyn.
  • TV 2/Fyn undersøger elbilens muligheder og barrierer på Fyn.

- De gør alt for lidt i regeringen. De siger selv, at de vil have en million elbiler på vejene, men de har kun fremlagt politik, som ifølge deres egne tal vil føre til 1.000 nye elbiler. Derfor bør Lars Christian Lilleholt sige: "Kom ind på mit kontor. Nu forhandler vi. Nu gør vi de ting, der skal til." Det her kan ikke vente til den anden side af et folketingsvalg. Det skal gå stærkt, siger Dan Jørgensen.

I dag findes der lige godt 10.000 elbiler i Danmark. På Fyn har vi 647, svarende til 0,3 procent af Fyns samlede bilpark. Til forskel har de i Norge lige rundet 200.000. Derfor opfordrer Dan Jørgensen nu ministeren til at invitere til nye forhandlinger om elbilernes forhold i Danmark.

Men regeringen har da fjernet registreringsafgiften. Er det ikke godt nok?

- Det eneste, regeringen har gjort, er at forlænge en afgiftfritagelse. Det er slet ikke nok. Der skal også gøres noget for at give nogle positive incitamenter. Vi har for eksempel foreslået, at man kunne give kommunerne en konkret beløning, hvis de køber elbiler i deres flåde af biler. Vi har også sagt, at man kunne give skattelettelser til virksomheder, som vælger elbiler, siger Dan Jørgensen.

Han nævner også muligheden for statsligt finansierede ladestandere.

04:24

Se hele indslaget med klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) her.

Luk video

Uklar finansiering

Men hvad vil I gøre for den menige mand? Hvordan vil I forbedre mulighederne for, at den menige mand kan køre elbil?

- Hr. og fru Jensen skal være sikre på, at der er en ordentlig økonomi i elbilerne. Der skal være adgang til ladestandere på nogenlunde rentable vilkår. Den el, man så putter på bilen, kan man gøre mere rentabel også. Alle de ting, der kan mærkes på pengepungen, tror jeg altså er nødvendige, hvis vi skal have folk til at købe elbiler.

Alle de her ting, du nævner, koster jo penge. Har I regnet på, hvad jeres foreslag vil koste?

- Vi ved godt, det koster penge, men vi vil også godt være med til at finde finansieringen, fordi vi tror, at det bliver meget dyrere på lang sigt, hvis ikke vi gør noget nu. Regeringen er jo enig med os i, at vi skal have elbiler, og så kan det jo ikke nytte noget, at vi bare lader markedskræfterne ordne det selv. Så skal vi altså bruge nogle penge til det. Også offentlige.

Læs også God forretning: For fire år siden satte Odense Kommune strøm til hjemmeplejen