I det fynske folks tjeneste

Thor og Jonas er Fyns bedste: - Vi er nødt til at vise jyderne, hvad vi kan

I en stor hal kæmper regionens bedste struktører om at lægge de flotteste fliser. Og der bliver større og større behov for dem.

00:25

Thor Laursen og Jonas Bokær vil være Danmarks bedste struktørere. I første omgang går de efter at komme med til DM. Video: Olav Fonager

De stengrå støvpartikler danser let i strålerne fra den tidllige morgensol. 

- En halv millimeter mere, lyder det fra Jonas Bokær gennem tågen af små flisestumper og den skarpe hvinen fra konkurrenternes fliseskærer.  

Vi bruger vores krop og hjernen. Det holder os i gang

Thor Laursen, deltager ved regionsmesterskabet for struktørere

Holdmakker Thor Laursen skubber forsigtigt til målestokken. Den giver sig én millimeter. Hverken mere eller mindre. 

Det kræver stor præcision og ro, når man kæmper mod regionens bedre anlægsstruktører. Særligt når man er de eneste rerpæsentanter fra Fyn. 

- Det kunne være lidt sjovt, hvis man vandt over Jylland, forklarer Jonas Bokær med et smil på læben. 

Thor Laursen supplerer: 

- Det er os, der er værter. Så vi er nødt til at vise dem (jyderne, red.), hvad vi kan. 

De er begge 18 år gamle og på andet hovedforløb af uddannelsen til anlægsstruktør. 

Det laver en struktør

Struktør dækker over tre jobs:

  • Anlægsstruktør
  • Bygningsstruktør
  • Brolægger

En anlægsstruktør anlægger eksempelvis fortove, men kan også etablere kloakker.

Bygningsstruktøren bygger ting via beton og elementer. Det kan eksempelvis være store byggerier. 

Brolæggeren arbejder udelukkende med fliser til eksempelvis indkørsler og pladser. 

 

Kilde: UddannelsesGuiden

Kampen om DM-deltagelsen

Torsdag og fredag er AMU Fyn i Odense værter for regionsmesterskaberne for anlægs- og bygningsstruktører. Her skal man finde regionens bedste lærlinge til at lægge fliser og opsætte armeringsjern. 

De to fynske anlægsstruktører har været i gang siden klokken 8, hvor startskuddet lød til den 15 timer lange opgaver. 

- Det kører derudad, lyder det fra Thor Laursen kort før klokken 12.

De to håndværkere har arbejdet uafbrudt, siden konkurrencen blevet sat i gang. Det er mange timer siden, at jakkerne blev til T-shirts, og de første fliser blev skåret til. 

Dagens opgave skal løses inden for et felt på omkring tre gange fire meter. Her skal alle holdene lægge fliser i flere niveauer samt bygge en trappe. 

- De svarer til en svendeprøve (den afsluttende prøve, red.), forklarer Lars Gotfredsen, der har undervist de to fynske repræsentanter. 

Han er med til at arrangere konkurrencen, som bliver afholdt mellem tre struktøruddannelser i Jylland og AMU Fyn. 

- Vi vil gerne have mange flere struktørere, end vi uddanner i dag, forklarer faglæreren. 

Læs også Rygning forbydes i hele skoletiden: - Det går ud over fællesskabet, siger elever

Ifølge Lars Gotfredsen uddanner AMU Fyn mellem 15-20 anlægsstruktører om året, mens antallet af bygningsstruktører er under ti. 

Thor og Jonas kommer til at mangle kollegaer

- Vi bliver jævnligt ringet op af firmaer, som mangler folk. De efterspørger struktørere, fordi de har den faglige kvalitet, som firmaerne skal bruge, understreger Lars Gotfredsen. 

Det kræver holdarbejde og koncentration ved regionsmesterskaberne for stuktørere. Foto: Olav Fonger

På Fyn har særligt bygge- og anlægsbranchen udfordringer med at skaffe den nødvendige arbejdskraft. Ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering blev 26 procent af job inden for bygge- og anlægsbranchen på Fyn ikke besat inden for seks måneder. 

Til sammenligning blev kun seks procent af jobbene hos fynske transportvirksomheder ikke besat i samme periode. 

Ifølge en analyse fra brancheforeningen Dansk Byggeri vil Danmark mangle flere end 1.000 struktører i 2028. Lars Gotfredsen har et muligt bud på, hvordan man kan løse problemet:

Læs også DM i skills lokker de unge: - Det er sejt at kunne bruge hænderne

- Der er ikke ret mange, der har kendskab til struktørfaget. Med konkurrencen her kan vi vise vores fag frem, forklarer han. 

Tilbage i firkanten hos Thor Laursen og Jonas Bokær er kantblokkene blevet rejst, og aftegninger af fliserprojektet er så småt ved at vise sig. De er glade for deres valg af karriere. 

- Vi bruger vores krop og hjernen. Det holder os i gang, forkarer Thor Laursen mens hammeren svinger op og ned. 

Vinderene af regionsmesterskabet for struktører bliver fundet fredag klokken 16.00.

- Det ville betyde meget, hvis det var os der vandt, lyder det fra den fynske deltager. 

De bedste anlægs- og byggestruktørerer skal repræsentere regionen ved danmarksmesterskaberne for erhvervsuddannelser også kendt som DM i Skills, der afholdes i midten af januar. 

00:22

Se, hvordan det foregår, når Jonas Bokær og Thor Laursen er i aktion.  Video: Olav Fonager

Luk video