Klimaminister om elbiler: - Vi kigger på yderligere tiltag

Energi-, forsynings-, og klimaminister Lars Christian Lilleholt erkender, at regeringen kan gøre mere for at fremme elbiler. TV 2/Fyn sætter i denne uge fokus på elbiler. Der findes nemlig forsvindende få elbiler på Fyn.

 

quote Jeg er ganske enig. Der skal meget mere til, og det er vi også parat til.

Energi-, forsynings-, og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) om regeringens elbilsatsning.

- Vi kigger på yderligere tiltag, blandt andet muligheden for at køre i busbaner og taxibaner. Det er noget, vi kigger på. Vi er også positive i forhold til, at der skal være lettere adgang til parkering.

Ordene er energi-, forsynings-, og klimaminister Lars Christian Lilleholts (V), og de handler om forholdene for elbiler.

De faldt i TV 2/Fyns studie sent tirsdag aften, efter Nissan-bilsælger Casper Mysling fra Svendborg kritiserede regeringens politikere. Han savner deres opbakning til at øge elbilsalget.

Fokus på elbiler.

Casper Mysling er nemlig dygtig til at sælge elbiler. Faktisk er han en af Nissans bedste her i Danmark. Han solgte 50 elbiler sidste år. Men han kunne sælge mange flere, mener han, hvis politikerne for alvor bakkede op om de grønne transportmidler.

Lars Christian Lilleholt medgav, at der kan gøres mere. Særligt i forhold til konkrete fordele for elbiler, for eksempel i form af elbilers mulighed for at køre i busbaner og lettere adgang til parkering for elbiler.

Tiltag, som bilsælger Casper Mysling selv har peget på, og som har stor succes i Norge.

Lars Christian Lilleholt havde dog ingen konkret tidshorisont for, hvornår tiltagene kan indføres i Danmark.

Hvornår er I klar med de her busbaner, som man jo har gjort det i Norge i mange år?

- Vi arbejder på det, og vi er også i dialog med interessenterne om det, fordi vi er optagede af at få mere gang i salget af elbiler, lød det fra ministeren.

Se hele bilsælgerens kritik og den efterfølgende kommentar fra ministeren her.

Håber på bedre batterier

I Norge buldrer salget af sted. De har allerede 200.000 elbiler på vejene deroppe. I Danmark er der lige godt 10.000 elbiler. Hvorfor gør vi ikke som i Norge?

quote Vi prøver at skabe nogle rammer for, at der kommer flere elbiler. Og jeg har en klar forventning om, at i løbet af få år, så kommer der elbiler, der kører længere på opladningen, og så kommer der for alvor gang i salget.

Energi-, forsynings-, og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) om regeringens elbilsatsning.

- Vi gør faktisk også ganske meget i Danmark. Faktisk lykkedes det lige før jul at få en aftale, som betyder, at i 2019 og 2020 er der ingen registreringsafgift på elbiler op til 400.000 kroner. Nu kan det rent faktisk lade sig gøre at få en ganske fornuftig familiebil, sagde Lars Christian Lilleholt.

Hvis I skal nå jeres mål om en million elbiler i 2030, så skal der sælges omkring 100.000 elbiler om året de næste godt 10 år. 

- Jeg er ganske enig. Der skal meget mere til, og det er vi også parate til. Men nu er forskellen mellem Danmark og Norge, at Norge har rigtig mange penge. De giver 50.000 kroner i tilskud per elbil. Det gør vi ikke. Vi prøver at skabe nogle rammer for, at der kommer flere elbiler. Og jeg har en klar forventning om, at i løbet af få år, så kommer der elbiler, der kører længere på opladningen, og så kommer der for alvor gang i salget.

Oversigt

    Oversigt