Nyborg-borgmester melder frisk ud: - Vi skal ikke spare de næste fire år

Kenneth Muhs lover desuden massive anlægsinvesteringer uden gældsoptagelse. Socialdemokratiet ønsker besparelser på ældre rullet tilbage.

Mens borgerne i en række fynske kommuner kan se frem til endnu et år med besparelser på agendaen, lovede Nyborgs borgmester torsdag nul besparelser de næste fire år.

Det skete i forbindelse med præsentationen af administrationens budgetudspil – det såkaldte tekniske budget.

Den overraskende melding kommer oven på besparelser på 57 millioner kroner i år i den østfynske kommune og følges op med løfter om, at skatten ikke skal stige, at der ikke optages gæld til en række store anlægsinvesteringer, og at kommunen forbliver gældfri.

Borgmester Kenneth Muhs lader dog en kattelem stå åben.

Budget i balance

Forudsætningen for at undgå besparelser er, at de fremskrivninger kommunen har foretaget inden for blandt andet den demografiske udvikling af befolkningen i Nyborg, holder vand, og at regeringen ikke pludselig kommer med nye uforudsete udgifter til kommunerne.

Men ifølge Kenneth Muhs er budgetforslaget, som han kalder et budget i balance, et forslag, hvor man både går med livrem og seler.

I de kommende år har Nyborgs politikere ønsker om en gennemgående renovering af byens skoler, et nyt torv foran rådhuset er undervejs, og man har fået statslige midler til et nyt sundhedshus. Desuden er der ønsker om en forskønnelse af bymidten for 66 millioner kroner, og så venter Tour de France med Nyborg som målby lige om hjørnet.

- Men Tour de France er allerede med i vores 2018 regnskab, og for at være dækket ind til de kommende års anlægsinvesteringer er der afsat yderligere en anlægsreserve på 76 millioner kroner over de næste fire år. Dertil kan lægges 40 millioner kroner til uforudsete prisstigninger, fortæller Kenneth Muhs (V).

Tidsplanen for gennemførelsen af de strategiske byplans-projekter, der skal forskønne og forny bymidten, aftales i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger.

Flere ældre

Ligesom i mange andre byer får Nyborg flere ældre, og de øgede udgifter har man forsøgt at gardere sig imod ved at sætte fra 16 og op til 24 millioner kroner af fra 2020 og fire år frem.

Der er også afsat en driftsreserve på fire millioner.

Nyborg slipper for et omproriteringsbidrag på seks millioner, som den nye regering har afskaffet, og så er kommunen sikret 29 millioner kroner i såkaldt finansieringstilskud.

Kenneth Muhs ser dog frem til en ny udligningsreform, som han forventer blandt andet vil tilgodese Nyborg.

- De fem forskellige modeller, som den tidligere regering lagde til grund for sit arbejde, ville alle give flere penge i kassen til Nyborg, siger han.

I alle budgettets fire overslagsår er målet et driftsoverskud på 50 millioner kroner og en likviditet på 32 millioner kroner ved udgangen af perioden.

Gældfri

Nyborg Kommune er i dag i princippet gældfri – dog med en såkaldt teknisk gæld bundet i bl.a. kommunale bygninger svarende til 900 kroner pr. borger.

Ifølge Kenneth Muhs er en del af succes for kommunens nuværende situation en stram styring og hurtig opfølgning, hvis fremskrivningerne ikke holder.

Således valgte et byrådsflertal uden om Socialdemokraterne i år at spare yderligere 12 millioner kroner inden for ældresektoren, så de samlede sparekrav for året løb op i cirka 57 millioner kroner.

De besparelser løber videre i de kommende år.

- Men vi opretholder vores serviceniveau, og frem til 2022 skal vi bl.a. finde 67 nye sosu-assistenter og have ansat flere elever for at kunne servicere en stigende ældrebefolkning, siger Kenneth Muhs.

S: ret op på ældrebesparelser

Socialdemokraterne i Nyborg Byråd ønsker, at besparelserne på ældreområdet tages op til diskussion.

-  Socialdemokratiet ønsker, at man i budgetforhandlingerne genbesøger de besparelser DF, SF og Venstre lavede på ældreområdet tidligere på året. Flere af de forslag, kunne vi ikke se os selv i. Derfor har vi nævnt for borgmesteren, at vi har et ønske om at fjerne nogle af de besparelser, der ligger på ældreområdet, siger gruppeformand Sonja Marie Jensen (S).

Socialdemokraterne ønsker også mere fokus på grøn omstilling, et øget fokus på socialt ansvar, når man ansætter i kommunen og flere almennyttige boliger.

Desuden mener Socialdemokratiet, at det er risikabelt, at indregne statens finansieringstilskud på 29 millioner kroner ikke kun i 2020, men også i de efterfølgende overslagsår.

Budgetforslaget kommer nu i offentlig høring frem til den 17. oktober. Derefter sætter partierne sig sammen for at forhandle et forlig på plads.

Senest den 5. november skal budgettet vedtages ved 2. behandlingen.

Se budgetforslaget herunder:

Oversigt

    Oversigt