Rådgiver: Vi skal ikke være bange for negativ rente

En undersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at kun få personer har så store formuer i banken, at de vil blive pålagt negativ rente.

TV 2/Fyn fortalte i går, at Jyske Bank, som de første i Danmark, introducerer negativ rente for privatkunder med over 7,5 millioner kroner på kontoen.

Men den udvikling skal vi ikke være bange for. Det sagde investeringsrådgiver Lars Jørgen Rasmussen i et interview til TV 2/Fyn i går.

- Samfundsmæssigt kan man ikke have, at almindelige danskere får negativ rente, når der står penge på bankbogen, for så kan man lige så godt lægge dem under hovedpuden. Og det duer ikke, hvis alle gør det. Derfor bliver det kun de meget velhavende, der bliver pålagt negativ rente. Det er helt sikkert, siger Lars Jørgen Rasmussen. 

Og fredag viser en undersøgelse fra Danmarks Statistik, at det generelt er få personer, der har store formuer stående i banken. 70 procent af personer med penge i banken har under 100.000 kroner stående.

De seneste tal for danskernes formuer i banken viser, at der i 2017 var 1.728 personer i Danmark, der havde mere end 7,5 millioner kroner stående på bankbogen. Det svarer til 0,04 procent af alle, som har penge stående i banken.

Oversigt

    Oversigt