Valg: Vi skal til folketingsvalg grundlovsdag

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udskrev tirsdag middag folketingsvalg til afholdelse onsdag den 5. juni

 Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udskriver folketingsvalg til afholdelse på grundlovsdag 5. juni.
 Det siger han fra talerstolen i Folketingssalen.

- Jeg har i går meddelt Hendes Majestæt Dronningen, at der udskrives valg til Folketinget.

- Jeg ønsker at bruge hele min vilje, mine kompetencer og min erfaring til fortsat at lede Danmark. Og jeg beder danskerne om genvalg ved folketingsvalget som afholdes 5. juni, siger statsministeren.

Dermed bliver det en længere valgkamp.

Folketingsvalget bliver afholdt onsdag 5. juni, som er halvanden uge efter valget til EU-Parlamentet, der afholdes 26. maj.
Dermed bliver det ikke et dobbeltvalg, som flere iagttagere havde forventet.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, meldte tidligere tirsdag på grund af sygdom afbud til en debat, som skulle være foregået om aftenen med statsministeren.

Grundlovsdag er den årlige fejring af indførelsen af den første danske grundlov fra 5. juni 1849.

Oversigt

    Oversigt