Rådmand: - Vi skal være meget bedre til at fortælle om letbanen

Beskæftigelses- og socialrådmand Brian Dybro vil slå et slag for letbanen, og hvorfor det er nødvendigt med etape 2. Han mener ikke, at politikerne har været gode nok til at fortælle den positive historie om letbanen.

Letbanen tiltrækker investorer og skaber job, der skaber penge til velfærden i Odense.

Det er hovedbudskabet fra rådmand Brian Dybro (SF), der har lyttet til kritikken fra bekymrede odenseanere, der ikke kan se, hvorfor Odense Kommune skal bruge så mange penge på et nyt offentligt transportmiddel.

Men det budskab har fortalerne for letbanen ikke været gode nok til at komme ud med, mener Brian Dybro. Derfor vil han gerne slå et slag for letbanen, og hvorfor den ikke er en modspiller i forhold til de velfærdsudfordringer, Odense Kommune står over for de kommende år med et stigende antal unge og ældre.

Han har deltaget i de to første såkaldte velfærdsmøder, Odense Kommune har arrangeret for alle odenseanere over 18 år. Her kan de komme med input til, hvordan Odense skal håndtere udfordringen med at fastholde et serviceniveau, der er under pres.

Der skal findes op mod 600 millioner kroner de kommende år, og flere borgere på velfærdsmøderne gav udtryk for, at de synes letbanen står i vejen for velfærden.

Letbanen er en vigtig del af byomdannelsen

Men ifølge Briabn Dybro er letbane og velfærd ikke hinandens modsætninger. Tværtimod.

- Vi har skabt en by, hvor investorerne tror på os. Der er byggekraner, og der skyder bygninger op over alt. Det er investeringer, der får folk i arbejde. Flere i arbejde skaber flere skatteindtægter, og det gør jo, at vi har råd til bedre velfærd, siger Brian Dybro.

Rådmanden nævner som eksempel, at der i forbindelse med transformationen af Odense fra stor by til storby er skabt 1000 jobs alene i bygge- og anlægsbranchen i Odense fra 2013 til 2017.

- Det er en stigning på 22 procent, og på landsplan er den stigning på 14 procent, siger Brian Dybro og fortsætter:

- Det er ikke kun odenseanere, der er kommet i de her job, men ser man alene på Odneseanere, er der 668 der er kommet i arbejde i bygge og anlæg.

Derfor Letbane etape 2

Brian Dybro medgiver, at politikerne i byrådet ikke har været gode nok til at fortælle, hvorfor det er en god ide med en letbane, og hvorfor det er vigtigt, at etape 2, der skal køre til Vollsmose, er nødvendig at få med.

Samtidig erkender han, at fordi der er folk i arbejde på letbanen og byggeriet omkring den, er det ikke nok til at finde de mange millioner kroner, Odense har brug for for at fastholde serviceniveauet i kommunen.

- Nej, vi skal også have hjælp til den demografiske udvikling af staten. Det er ikke kun et anliggende for Odense, der er et nationalt anliggende, og der er masser af steder, der står med de samme udfordringer, siger Brian Dybro.

Men letbanen er en vækstmotor for udviklingen af Odense, og ifølge rådmanden er det vigtigt, at man derfor udbygger letnbanen med etape 2 også. 

Han er lodret uenig med Venstre, der vil udskyde arbejdet med letbanens etape 2.

- Letbanen er en afgørende vigtig del af vores transformation af Vollsmose. Vi skal have investorer til at bygge derude, og der kan vi se, at letbanen er vigtig for den udvikling.

Brian Dybro mener, at den rigtige vej er at invistere sig til bedre velfærd.

- For mig at se er det det vigtigste, at vi fortsætter med byomdannelsen, og der er letbanen så vigtig. Vi skal da føre en aktiv politik for at holde gang i udvilkingen. Letbanen tiltrækker investorer til Vollsmose.

Fakta om letbanen

Oversigt

    Oversigt