Københavnerne siger "jar" og "ikke", bornholmerne "jå" og "ønte", og sønderjyderne "æ" og "it'".
De danske dialekter består og ordene "jeg" og "ikke" får forskellige udtryk, alt efter hvor i landet, lokalbefolkningen siger dem. Det viser sprogforsker Michael Ejstrups ph.d.-afhandling om dialekterne i Danmark, der afkræfter myten om, at dialekterne i Danmark er ved at uddø.
- Min undersøgelse fokuserer hovedsageligt på vokallydene, og den viser, at de danske dialekter synes at trives udmærket.
Og at vores vokallyde kan være med til at afsløre, hvor vi kommer fra, siger Ejstrup, der er cand.mag. ved Institut for Sprog og Kommunikation på Syddansk Universitet.
Michael Ejstrup har undersøgt, hvordan 39 personer fra Skjern, Sønderborg, Nyborg, Næstved, København og Rønne udtaler ordene ved at sætte dem sammen med andre personer fra samme by. Personerne har alle boet det samme sted hele livet, og de er mellem 20 og 45 år.
Det er der kommet mere end 45.000 målinger ud af, og Ejstrups undersøgelse viser blandt andet, at alfabetets ni vokalsymboler dækker over langt flere udtryk på de forskellige dialekter. Københavnsk har eksempelvis cirka 42 vokallyde, mens vestjysk har mindst 53.
Frygten for sprogets forfladigelse og dialekternes bortgang er ofte bundet sammen med, at de danske børn ikke taler som deres bedsteforældre. Men selvom udtalen ikke går i arv helt uden ændringer, så består dialekterne alligevel, viser Michael Ejstrups forskning.
- Sproget er en foranderlig størrelse. Og der er ingen børn, der nogensinde har talt nøjagtig som deres bedsteforældre. Lige som der heller ikke er nogen, der har talt i stavelser ligesom i Far til fire filmene, siger han.