I det fynske folks tjeneste

Viborg-træner takkede OB for lektionen

Viborgs træner erkendte efter det store nederlag til OB, at fynboerne var klart overlegne. Trods fem nederlag på stribe nægter han udebanekompleks.

- Tak for fodboldlektionen! Viborg-træner Anders Linderoth lagde sig fladt ned efter 0-4-nederlaget til OB og erkendte, at fynboerne havde været langt det bedste hold.

- Når man ikke vinder én eneste mand-til-mand-situation, så kan man ikke vinde kampen. OB var fuldkommen overlegne i dag, sagde Linderoth efter afklapsningen mandag aften i Odense.

Selv om han altså ikke så sine spillere vinde nærkampe, og selv om viborgenserne knapt havde en chance i kampen, mente den svenske træner, at det var OB, der var stærke, og ikke hans hold, der havde spillet svagt.

- Det var OB, der var gode. Men vi vandt ikke duellerne på banen, og vi kom tidligt bagud. Så bliver det svært, sagde Anders Linderoth.