I det fynske folks tjeneste

Viceborgmester vil have Nyborg ud af Udvikling Fyn

02:58

1 af 2

Nyborg Kommunes erhvervsliv lider under samarbejdet med Udvikling Fyn. Sådan lyder kritikken fra 2. viceborgmester i kommunen, Carsten Kudsk. Han vil have kommunen ud af samarbejdet.

Udmeldingen kommer efter, at Nyborg Kommune i torsdags fik en dårlig placering i Dansk Industris erhvervs-indeks. Her lå kommunen helt nede på en 8. plads ud af de 10 fynske kommuner.

Nyborg, Odense, Svendborg, Assens og Faaborg- Midtfyn har siden 2012 samarbejdet i Udvikling Fyn om at fremme erhvervslivet og turismen, men udbyttet er ikke stort nok, mener DF'eren Karsten Kudsk.

- Jeg vil betegne det som en fiasko. Vi har ikke fået noget som helst ud af det, siger 2. borgmesteren.

Han mener, at pengene i stedet skal satses lokalt - på at få statslige arbejdspladser og pendlere til Nyborg.

Udvikling Fyn er uforstående over for, at Nyborg lå helt nede på en 8. plads i erhvervs-indekset.

- Undersøgelsen har parametre, vi ikke arbejder med i dagligdagen, og derfor kan vi ikke tage ære for det, der går godt - eller stå på mål for det, der går knap så godt, siger Niels Erik Haug-Larsen, der er administrerende direktør hos Udvikling Fyn.

Men Carsten Kudsk mener sagtens, man kan bruge parametrene til noget.

- Hvis vi siger, at Udvikling Fyn skulle have gjort noget godt for virksomhederne, ville de jo også komme ud med en positiv måling, siger han.

På landsplan lå kommunen som nummer 81 ud af 96 kommuner, der har deltaget i undersøgelsen.

Ved du noget? Så send os et tip