I det fynske folks tjeneste

Dommer om dømt 20-årig: - Vidste han delte billeder af døde

Retten afviser, at 20-årig delte billeder som psykisk bearbejdning.

20-årige Simon Voldsgaard Tøndering forklarede i retten, at han delte billederne som psykisk bearbejdelse. Den købte dommeren ikke. Foto: Banedanmark

Det er ikke troværdigt, at den unge mand, der tog billeder fra ulykkes-toget på Storebælt, ikke skulle have vidst, at han delte billeder og videoer af døde mennesker.

Det slog retten i Svendborg fast, da den torsdag afsagde dom i sagen, hvor den dengang 19-årige Simon Voldsgaard Tøndering blev idømt ti dagsbøder af 2.000 kroner. 

Det er ellers, hvad den tiltalte selv forklarede i retten.

"Der er døde mennesker over alt"

Et vidne i toget, Uffe Gjedsig fra Svendborg, havde forklaret Simon Voldsgaard Tøndering, at han tog billeder af legemsdele og andet biologisk materiale fra mennesker på vægge, gulv og andre steder.

Og det vidste han tilsyneladende også godt, fastslår dommeren i præmisserne for dommen.

Læs også 20-årig kendt skyldig: Delte billeder af storebæltsulykke

I hvert fald fremgår det fra den tiltaltes Messenger fra den 2. januar 2019, at han klokken 7.51 sendte videoen til DR, og klokken 7.57 til en bekendt, og at han kl. 7.58 skrev to beskeder, hvor der stod: "Der er døde mennesker over alt " og "der ligger blod og ribben og mennesker døde overalt".

- Retten finder på denne baggrund, at den tiltalte var bekendt med, at der var legemsdele og andet biologisk på billederne og videoen - i hvert fald fra klokken 7.57, og at han på trods heraf fortsatte med at dele billederne og videoen mange gange, herunder blandt andet Politiken, svensk TV 4, Associated Press og adskillige andre privatpersoner, hedder det.

Retten konkluderer også, "at billederne og videoen viser nogle af de afdøde personers beklædning, ligesom man kan se legemesdele fra de afdøde. Disse detaljer vil hos de pårørende kunne føre til identifikation af de pågældende. På den baggrund, anses det åbenbart at billederne kan forlanges unddraget en bredere offentligheden."

Tror ikke på tiltalte

Dommeren fastslår, at han ikke tror på Simon Voldsgaard Tønderings forklaring om, at han optog og delte video og billeder som en del af en psykisk bearbejdelse efter den traumatiske hændelse.

Han straffes også for at have taget et billede af vidnet Uffe Gjedsig uden at have spurgt om lov.

Det taler som formildende omstændighed, at han ikke har modtaget betaling for billedmaterialet, og at han selv befandt sig i toget og derfor formentlig har været delvist i chok.