Viggo Jensen er ny cheftræner i Vejle

Rutinerede Viggo Jensen er ny cheftræner i 1. divisionsklubben Vejle. Kontrakten gælder for resten af sæsonen.

Den erfarne Viggo Jensen overtager tjansen som træner i Vejle Boldklub, efter 1. divisionsklubben tirsdag fyrede Mats Gren. Kontrakten gælder for resten af sæsonen.

- Viggo Jensen overtager cheftrænerjobbet i Vejle Boldklub i de kommende to måneder frem til sæsonafslutningen.

- Viggo Jensen har rutinen og den faglige dygtighed, og vi er overbeviste om, at han sammen med assistenttræner Nicolai Wael kan bringe fornyet energi og lave de justeringer, der skal til for at vende udviklingen, siger Vejles formand, Lars Skou.

63-årige Viggo Jensen har tidligere været landstræner for Estland samt træner i blandt andre superligaklubberne Silkeborg, OB og Esbjerg.

Senest blev han fyret som assistenttræner i OB, og han glæder sig til at komme i gang med arbejdet i Nørreskoven.

- Vejle Boldklub vil jo altid være en spændende opgave, og jeg har sagt ja til jobbet, fordi jeg tror på, at jeg kan løse den meget konkrete opgave, der handler om at få vendt den dårlige start på foråret og få holdet tilbage i oprykningskampen, siger Viggo Jensen.

Viggo Jensen stopper dermed øjeblikkeligt som chefscout i OB, da han allerede har første træningsdag i Vejle torsdag formiddag.

/Ritzaus Bureau/

Oversigt

    Oversigt