I det fynske folks tjeneste

Viggo kom til byen

Viggo Mortensen, der for mange måske er bedst kendt som Aragorn i filmen Ringenes Herre, viste i dag pressen rundt på sin fotoudstilling Ephëmeris på Museet for Fotokunst på Brandts i Odense.

-

Skuespilleren og fotografen Viggo Mortensen, der for mange måske er bedst kendt som Aragorn i filmen Ringenes Herre, viste i dag pressen rundt på sin fotoudstilling Ephëmeris på Museet for Fotokunst på Brandts i Odense.

Viggos dagbog
I bare tæer og med en huskeseddel skrevet på hånden fortalte han om fotografierne, der er taget i perioden fra 1978 til i år.
Titlen på udstillingen - Ephëmeris - betyder dagbog, og Viggo Mortensen betragter selv billederne som en dagbog.

\"Når jeg ser på billederne kan jeg huske stedet og øjeblikket, og hvordan jeg havde det. Jeg keder mig, når jeg skriver dagbog\", siger Viggo Mortensen på dansk.

Den danske forbindelse
Hans far udvandrede fra Danmark til USA og 44-årige Viggo Mortensen har stadig forbindelse til familien på Midtsjælland.

Han har også boet i Danmark i flere år og har arbejdet med knap så indbringende jobs - for eksempel som tjener i København og havnearbejder i Esbjerg.
Men nu er han altså i Odense for at udstille sine fotografier.

Meget overrasket
\"Jeg blev meget overrasket, da Lis (Steincke red.) inviterede mig til at udstille her. Jeg kan ikke forestille mig noget bedre sted at have min første udstilling i Danmark\", siger Viggo Mortensen, der i forvejen havde hørt om museet på Brandts, men aldrig havde besøgt det.

Retrospektiv
For museumsinspektør Lis Steincke var det vigtigt, at udstillingen kigger tilbage i tiden.
\"Jeg vil gerne vise, at Viggo Mortensen ikke bare er begyndt at tage billeder indenfor de seneste år, men at han har beskæftiget sig med det siden sine teenage-år,\" siger hun

På udstillingen er omkring 100 fotos, som er taget forskellige steder i verden - blandt andet på New Zealand under indspilningen af Ringenes Herre.

Kameraet er altid med
\"Jeg har altid mit kamera med mig, for det gør, at jeg bliver mere åben overfor det jeg ser. Det er ikke altid, jeg tager et billede, men jeg ser tingene bedre\", fortæller Viggo Mortensen.

Udstillingen åbner lørdag og kører frem til 21. september.

Fans fra USA
Lørdag læser Viggo Mortensen sine egne digte op på Magasinet i Brandts Passage, for ud over at tage fotografier, maler han billeder, udgiver bøger og skriver digte.
Oplæsningen er total udsolgt.
Blandt andet har tre kvinder fra USA meldt deres ankomst for at se deres idol Viggo Mortensen.

Åbningstider på Brandts Klædefabrik
Juli og August hver dag fra 10-17 og september alle dage undtaget mandage fra 10-17.