Vikar afviser vold mod drenge på Hunderupskolen

Voldstiltalt tidligere lærervikar erkender i retten at have trukket drenge og 'markeret', men nægter der var tale om slag og kvælertag.

En tidligere vikar på Hunderupskolen i Odense er i dag for retten tiltalt for vold mod tre elever i december sidste år. I retten nægter han sig skyldig. Han erkender at have trukket to drenge cirka 20 meter i håndledet og have markeret, men ikke slået drengene i baghovedet. Han nægter også at have holdt fast om hals og nakke.

Han fortæller, at han ikke har fået nogen pædagogiske kurser eller vejledning i forbindelse med sit arbejde.

En pædagog, der så optrinnet, samt skolelederen, er indkaldt som vidner til dagens retssag.  

Ifølge forældrene til den ene af drengene - 11-årig Noah - blev han og en kammerat slæbt 30 meter i armen hen ad gangen i skolen, hvorefter vikaren ifølge forældrene tog hårdt fat i nakken på de to samt tog kvælertag på dem.

Dagen efter overfaldet var den pågældende lærervikar fortsat på skolen. Først senere på dagen blev han fritaget fra tjeneste og indkaldt til en tjenstlig samtale.

Skoleleder Helle Hjorth beklagede efterfølgende forløbet i sagen. I marts oplyste hun, at skolebestyrelsen på Hunderupskolen nu skulle drøfte, hvilke retningslinjer der eventuelt skal laves for at håndtere den slags sager fremover.

Oversigt

    Oversigt