I det fynske folks tjeneste

Vikinge-udgravning på Munkebo Bakke

02:10

1 af 2

På Munkebo Bakke bliver der i disse dage udgravet arkæologiske fund fra vikingetiden.

Siden onsdag 29. juli har Østfyns museems arkæolog Malene Refshauge Beck haft fornøjelsen af Munkebo Bakkes fantastiske udsigt og udgravningen af dele af et bopladsområde fra vikingetiden.

På toppen af bakken er der blandt andet fundet to velbevarede huse fra vikingetiden. Det er såkaldte trelleborg-huse med krumme langvægge og skrå støttestolper. Husene har efter alt at dømme været del af et større indhegnet gårdsanlæg, der er nemlig også fundet spor efter et hegn - måske ligefrem en palisade bygget at tætstillede stolper.

Ud over langhusene er der fundet et par grubehuse - små, halvt nedgravede huse, der typisk har fungeret som arbejdshytter. Det ene af grubehusene er blevet fyldt op med affald - blandt andet en masse dyreknogler der kan fortælle om hvad menuen stod på.

Med hjælp fra detektorførere er det også lykkedes at finde flere metalgenstande. Blandt andet en arabisk dirhem (sølvmønt) der har været brugt som hængesmykke, en nøgle og en spore i jern samt dele af et ovalt skålspænde som har prydet en velhavende vikingekvinde i første halvdel af 800-årene. Fundene viser, at der har boet vikinger på Munkebo bakke i det meste af vikingetiden.

Grunden til at slå sig ned her skal nok netop findes i den formidable udsigt over Odense fjord, Kertinge Nor og Kerteminde fjord, her har man nemt kunnet holde øje med al den sejlende trafik og have godt styr på om det var venner eller fjender der var på vej.

Arkæologerne holder åbent hus hver dag klokken 11 frem til fredag, her kan interesserede høre mere om udgravningen.

Ved du noget? Så send os et tip