I det fynske folks tjeneste

Vikingemuseum kan vokse efter jordkøb

Torsdag aften sagde et flertal i byrådet i Kerteminde ja til at købe fem hektar jord omkring Vikingemuseet Ladby. Dermed kan der komme i gang i planerne om at udbygge museet.

Foto: Ole Holbech

Antallet af gæster på Vikingemuseet Ladby næsten firedoblet i løbet af de sidste ti år, og derfor har en udvidelse længe stået højt på museets ønskeliste. Så byrådets beslutning vækker glæde på Vikingemusset Ladby.

- Vi er utroligt glade for beslutningen, og vi glæder os til at gå i gang med arbejdet, fortæller Claus Frederik Sørensen, der er afdelingsleder for Vikingemuseet Ladby.

Læs også Varme hveder, vikingeøl og søsætning: Ladbydragen sejler igen

Manglen på plads sat grænser for, hvor mange gæster der har kunnet komme til museet, og adgangsforholdene for gangbesværede og handicappede har ikke været optimale.

Nye tiltag allerede næste år

Allerede fra foråret 2018 vil museet sætte nye tiltag i gang for museets gæster. Der vil de kunne opleve et levende kulturlandskab ned mod fjorden, forbedret tilgængelighed i form af blandt andet flere p-pladser og bedre stiforløb, udvidet formidling af især det rekonstruerede vikingeskib. På det nye området vil der også blive arrangeret en række nye events og aktiviteter.

  Foto: Ole Holbech

- Der er massiv interesse for vikingetiden – båder herhjemme og i udlandet. Med mere plads kan vi gøre Vikingemuseet Ladby endnu mere attraktiv som destination, siger Claus Frederik Sørensen.

Tegninger over planerne:

 

 

Det nye Vikingemuseet Ladby

Vikingernes kulturlandskab

Med den nye jord, er det tanken at genskabe et græsnings- og kystoverdrevslandskab med få spredte bevoksninger. De nyindkøbte jordområder ligger i dag i græs (græsudlæg), og kan med få tiltag gøres let tilgængelige og rekreative.
  • Der etableres stier gennem landskabet.
  • Der plantes enkelte træer/buske (frugt/bær/nødder) med udgangspunkt i vikingetidens kulturlandskab.
  • Området omkring højen/skibsgraven åbnes op ved at fjerne ældre levende hegn/krat.
Der etableres rekreative områder, hvor besøgende kan nyde mad, lege (spil, forhindringsbane m.m) men også søge ro og fordybelse. Hertil tænkes bålsteder og formidling af vikingetidens mad/drikke.

Tilgængelighed
 
Følgende tiltag skønnes nødvendige for at optimere forholdene:
  • Den midlertidige p-plads forstærkes ved tilførsel af flis (allerede nu kan den virke pløret for både biler og gående) og området hegnes ind
  • Der etableres handikapparkering tæt på museet
  • Der etableres parkeringsområder for busser og autocampere
  • Der etableres faste stier over p-pladserne til kørestole/ældrekøretøjer
  • Der etableres særlig holdeplads nærmere højen så handikappede/dårligt gående ved forespørgsel kan køre tættere på 

Formidling
 
Blandt Vikingemuseet Ladbys absolut største attraktioner er rekonstruktionen af Ladbykongens gravskib – Ladbydragen. For at skibet også kan være tilgængeligt i vintersæsonen, når det ikke ligger i vand, etableres en overdækket plads til skibet, som i sommersæsonen kan bruges som arbejdsområde.

I fortællingen inkluderes museets færøbåd (søsættes midt september 2017), der har tilsvarende behov for overdækning/sikring. Desuden udvides formidlingen med plancher om skibene til de mange besøgende.
 
Events
 
Med den nye plads kan museet øge antallet og omfanget af aktiviteter i form af events.
  • Vikingetids dyrskue. Med deltagelse af både ”lokale” men også vikingeforeninger, der formidlinger vikingetidens dyr som eksempelvis heste og hunde.
  • Weekender, hvor museets frivillige vikinger formidler i telte/lejrområder om håndværk, dragter og sejlads. På sigt udvides med landbrug og madlavning m.m.
  • Den årlige søsætning tilføres musik, madlavning, bål, leg. 
Til de forskellige events tænkes også at indkøbe fagfolk til bred formidling af vikingetiden. Her tænkes meget bredt og både inden for traditionel vikingehistorie (historie, arkæologi, runologi, osteologi m.m.), men også anden faglig funderet viden med rod i vikingetiden: ølbrygning, mjødlavning, vilde urter, madlavning, ridning, smykker og kamp.

Kilde: Østfyns Museer