Viktor Axelsen dropper All England efter operation

All England bliver spillet uden den danske verdensmester, der efter en operation ikke når at blive klar.

Pilen har længe peget i retning af et afbud, og fredag blev det så bekræftet, at Viktor Axelsen ikke stiller op ved All England i badminton.

Den danske verdensmester er netop blevet opereret i sin ene ankel, og han når ikke at blive klar til den prestigefulde turnering, skriver Badminton Danmark i en pressemeddelelse.

- Det er for stor en risiko at spille All England. Jeg fik at vide efter operationen, at det ville være usikkert, om jeg kunne nå at blive kampklar, og nu står det klart, at det ikke bliver muligt.

- Det er selvfølgelig et stort slag at få, for det var mit store mål i år, men jeg har mange år endnu og vil få flere chancer.

- Nu kan jeg få lagt noget fysik på min krop og bruge tiden godt i træningshallen, men lige meget hvordan man vender og drejer det, så er det selvfølgelig irriterende, siger Viktor Axelsen i meddelelsen.

Verdensmesteren pådrog sig skaden i forbindelse med Indonesia Masters i slutningen af januar, hvor han måtte trække sig fra sin kamp i anden runde.

Ærgerlig over afbuddet

Den danske cheflandstræner i badminton, Kenneth Jonassen, er ærgerlig over afbuddet, men fokuserer på, at det handler om at komme videre.

- Det er det bedste valg ud fra den langsigtede, fremadrettede plan i stedet for at jage det usikre. Viktor deltager ikke i noget for bare at være med, men for at spille de store kampe.

- Jeg er brandærgerlig over, at han ikke kan spille All England, men nu kigger vi fremad for at videreudvikle ham i hallen, når han er klar igen, siger landstræneren.

Viktor Axelsen er opereret for ledmus i sin ene ankel. Ledmus er, når et stykke brusk eller knogle har revet sig løs.

Han får fjernet sine sting den kommende mandag, og der er håb om, at Viktor Axelsen bliver klar til EM fra 24. april og Thomas Cup, der spiles i maj i Spanien.

Årets Sportsnavn fra 2017 var førsteseedet til All England og stod til at møde Ng Ka Long Angus fra Hongkong i første runde.

All England spilles i Birmingham fra 14. marts.

Se Viktor Axelsens opslag på Instagram.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt