I det fynske folks tjeneste

Viktor Axelsen er klar til OL-revanche mod Chen Long

Foto: Marcelo del Pozo/Scanpix

Både Viktor Axelsen og Jan Ø. Jørgensen skal spille semifinale i China Open i Fuzhou efter sejre fredag.

Badmintonspilleren Viktor Axelsen kan lørdag få sin hævn for nederlaget i OL-semifinalen til den senere guldvinder Chen Long, når Axelsen og kineseren igen tørner sammen.

Denne gang er det i semifinalen i Super Series Premier-turneringen China Open i Fuzhou, hvor verdensranglistens nummer fire og to står på hver sin side af nettet.

Axelsen spillede sig fredag i semifinalen med en overbevisende sejr over Takuma Ueda fra Japan.

Den danske OL-bronzevinder vandt med 21-11, 21-6 over verdensranglistens nummer 52.

Den ensporede kamp varede blot en halv time, og der var på intet tidspunkt spænding om udfaldet.

Statistikken taler dog ikke for, at Axelsen på nogen måde får det nemt mod Chen Long i semifinalen. Blot et ud af ni indbyrdes møder er endt med en sejr til fynboen.

Også Jan Ø. Jørgensen skal i aktion lørdag i en semifinale. Det står klart efter en sejr i tre sæt over kineseren Tian Houwei. Danskeren vandt 14-21, 21-16, 21-14.

I semifinalen venter Iskandar Zulkarnain fra Malaysia, der er nummer 33 på verdensranglisten. De to mødtes også i juli, hvor Jan Ø. Jørgensen vandt sikkert med 21-7, 21-16 i Malaysia Open.

Ved du noget? Så send os et tip