Viktor Axelsen klar på hjemmebane

I dag startede kvalifikationsrunden til Yonex Denmark Open i Odense Idrætshal for ottende år i træk.

Turneringen er en af verdens fem største badmintonturneringer, og turneringen er velbesøgt. Der deltager 500 spillere, hvor de 200 af dem er fra Asien. Blandt andet flere verdensstjerner. Og der er en altoverskyggende grund til, at det overhovedet kan lade sig gøre, at Odense igen kan arrangere så stor en turnering som Yonex denmark Open.

- Det er samarbejdet med kommunen, der gør det muligt. Der skal finansieres en meget stor præmiesum, og det gør via sponsorer og samarbejdet med Fyn og Odense Kommune, siger Brian Moesgaard, der er eventchef i Badminton Danmark.

Fyns store badmintonhåb Viktor Axelsen skal spille sin første kamp i turneringen onsdag. Og det bliver ikke en nem opgave. Han skal nemlig møde den kinesiske verdensmester, Chen Long. Men hjemmebanefordelen giver håb.

- det er heldigt for mig, at det er her jeg kommer fra. Det betyder, at jeg kan bo hos min familie og det er mere afslappende. Jeg glæder mig rigtig meget og har en god fornemmelse i kroppen, siger Viktor Axelsen.

Oversigt

    Oversigt