I det fynske folks tjeneste

Viktor Axelsen trak sig med hoste og feber

Det var en træt og noget slatten Viktor Axelsen, der trådte ind på banen i Indonesia Open. Han vandt dog første sæt, tabte andet og trak sig så ud i tredie sæt.

Lidt over to måneder før OL måtte Viktor Axelsen trække sig fra en stor turnering for en sikkerheds skyld.

Det var for en sikkerheds skyld, at Viktor Axelsen onsdag trak sig fra Super Series Premier-turneringen Indonesia Open under sin kamp i første runde.

Det skriver han i en sms til Ritzau.

- Jeg har døjet med en meget irriterende hoste, samt feber i sidste uge, og jeg er stadig ikke kommet over hosten. Den blev værre i løbet af kampen, og jeg vil ikke tage nogle chancer med mit helbred på dette tidspunkt, og jeg må prioritere at blive helt rask.

- Jeg bliver undersøgt af turneringslægerne de næste par dage, skriver Viktor Axelsen.

Danskeren var i gang med tredje sæt af førsterundekampen mod den kinesiske kvalifikationsspiller Huang Yuxiang, da han måtte trække sig.

Fjerdeseedede Axelsen havde vundet første sæt 21-16, mens andet sæt blev tabt med samme cifre.

Danskeren var bagud 4-8 i tredje sæt, da han trak sig.

Viktor Axelsen er en af de danske medaljehåb under OL i Rio de Janeiro i august.

Ved du noget? Så send os et tip