Viktor Axelsens far: Derfor snuppede han karrierens største triumf

At Viktor Axelsen kom med på et afbud, ændrede på en positiv måde den fynske badmintonstjernes forberedelser til sin imponerende sejr, mener hans far.

I Odense blev der fulgt intenst med til sidste bold, da Viktor Axelsen vandt sin hidtil største titel i karrieren ved Dubai World Superseries Finals. Den fynske badmintonspillers far, Henrik Axelsen, turde ikke tro på sejren, før hans søn havde afgjort kampen på sin anden matchbold.

- Jeg var meget skeptisk hele kampen igennem, for jeg kunne se på Viktor, at han var så træt. Mere træt end man måske ser på fjernsynet, siger Henrik Axelsen, der synes, at det så håbløst ud, da tredje og afgørende sæt gik i gang.

quote Jeg kunne se på Viktor, at han var så træt.

Henrik Axelsen

Viktor Axelsen vandt finalesejren over kineseren Tian Houwei med 21-14, 6-21, 21-17. Som cifrene vidner om, blev fynboen tævet ud af banen i andet sæt. Viktor Axelsen overkom dog trætheden, og det er ifølge farmand noget, som den fynske spiller har arbejdet meget med på det seneste.

- Vi har snakket rigtig meget om, om han er for ivrig op til turneringerne, siger Henrik Axelsen, der mener, at hans søn nogle gange har trænet så meget op til turneringerne, at han har været for træt, når kampene endelig gik i gang.

Afbud har spillet væsentlig rolle

Viktor Axelsen kom med til sæsonfinalen i Dubai på et afbud, og at danskerne ikke har kunnet forberede sig på sædvanlig vis, har måske haft en finger med i succesen, der blandt andet tæller hans første sejr over verdensetteren tidligere på ugen. 

- Jeg har tit rådet ham til at tage det mere stille og roligt og blive lidt mere sulten. Jeg tror, han har lært af det her, for han kom ikke helt optimalt til denne turnering, så jeg tror, det har givet ham en god lektie, at det kunne være, at han skulle tage det lidt mere afslappet, siger Henrik Axelsen.

Selv om den nu står på juleferie til Viktor Axelsen, der kunne indkassere knap 570.000 kroner, rejser den fynske badmintonstjerne den 27. december af sted til Indien, hvor han skal spille en invitationsturnering. 

Oversigt

    Oversigt