Viktor på vej mod verdens bedste

Viktor Axelsen har for alvor markeret sig som en af verdens allerbedste badmintonspillere i 2015 med sejre over de allerstørste indenfor sporten.

Viktor Axelsen har god grund til at smile over sin seneste sæson. I 2015 har den 22-årige fynbo imponeret verden med sit badmintonspil og er hoppet op på en imponerende sjetteplads på verdensranglisten.

- Jeg synes, den har været rigtig fornuftig. Selvom jeg ikke har formået at få en Super Series-titel som jeg gerne ville have haft, så synes jeg virkelig, jeg har løftet mit spil, og jeg kommer i den rigtige retning hele tiden, siger Viktor Axelsen.

Fire andenpladser i Super Series-turneringer og en kvartfinaleplads til VM er blandt præstationerne i 2015. Det gode spil har resulteret i, at han har vundet over verdens allerbedste.

- Det har været rigtig fedt. Specielt min sejr over Chen Long i Dubai har været meget betydningsfuld for mig, fordi han har vundet VM de seneste to gange, og jeg har haft store problemer imod ham, så det at slå ham giver selvtillid fremadrettet.

Viktor Axelsen har trænet hårdt for at forbedre sit spil, og det er resultatet af det slid, der førte til sejren over verdens nummer et, Chen Long. Og Axelsen arbejder hårdt videre, for ambitionerne i 2016 er at imponere til OL og de store turneringer.

- Det ville selvfølgelig være at gøre det rigtig godt til OL og måske få en medalje med hjem, og så samtidig at få nogle titler under bæltet også, det ville være rigtig fedt.

Oversigt

    Oversigt