I det fynske folks tjeneste

Vil Asmaa give hånd?

Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid vil af religiøse årsager ikke give hånd til mænd. Men det er åbenbart et standpunkt, hun skifter lidt imellem. For først ville hun ikke, men så gjorde hun det til en jobsamtale, og nu vil hun ikke igen. 

Det er en kendt sag, at Asmaa Abdol-Hamid i dag ikke vil give hånd til mænd. Det skabte blandt andet stor debat under kommunalvalget i 2005, hvor hun stillede op til byrådet i Odense. 

Reagerer forskelligt

Jyllands-Posten kunne tirsdag fortælle, at hun tilbage i efteråret 2004 gerne ville give hånd til mænd, da hun var til en jobsamtale i Roskilde Kommune. Men bare et halvt år tidligere erklærede hun i et debatprogram på TV 2/Fyn, at hun ikke gav hånd til mænd. Til spørgsmålet om, hvordan folk reagerer på, at hun ikke giver hånd af religiøse årsager, svarerede hun dengang. 

- De reagerer forskelligt. Nogen accepterer det, men andre føler sig stødt, fordi de føler, det er på et personligt plan, at man fravælger at give hånden, forklarede Asmaa Abdol-Hamid i TV 2/Fyn den 24. februar 2004. 

Asmaa Abdol-Hamid bekræfter, at hun har givet hånd til mænd til jobsamtalen, men hun ønsker ikke at kommentere på hendes skiftende holdning til at give hånd.