Se de vilde tal: Christian Eriksens hjertestop fik sociale medier til at eksplodere

Christian Eriksens kollaps har fået internettet til at eksplodere. Filip Wallberg, ekspert i sociale medier, har ikke set noget lignende.

Den voldsomme og triste episode lørdag aften, hvor den fynske fodboldstjerne Christian Eriksen på live-tv fik hjertestop og kollapsede for øjnene af alverdens fodboldfans, fik de sociale medier til at gløde.

Det bekræfter SoMe-eksperten og talnørden Filip Wallberg.

Han fortæller videre, at det også onsdag fortsat er netartikler om Christian Eriksens ve og vel, der er de mest læste.

Således kan Filip Wallberg, som har titel af journalistisk lektor på Center for Journalistik på SDU, på sin statistikside deviralenyheder.dk dokumentere, at de ti mest læste historier i de danske medier handler om Christian Eriksen.

Artiklerne rangeres efter antal interaktioner på de sociale medier, og netop de sociale medier har siden Christian Eriksen faldt om på grønsværen kort før pausen i Danmarks åbningskamp imod Finland summet af usædvanlig høj aktivitet.

- Det er en historie, der sprænger landegrænser. De fleste voksne vil afkode, hvad der sker.

- Det er en visuel historie, og det er EM, siger Filip Wallberg bare for at remse nogle af de ting, som får den fodboldinteresserede verden med flere til at gribe den nærmeste gadget, der kan gå på internettet.

Vilde tal

Filip Wallberg har arbejdet med sociale medier i årevis og kan ikke nævne en parallel til episoden lørdag aften.

- Det er fantastisk, at han har det godt, og det er en nyhedsbegivenhed, der ikke tåler sammenligning. Den skete live, og mange kunne måske identificere sig med det vanvittigt triste, der skete, siger han.

Tal fra Facebook-værktøjet CrowdTangle, som alene trækker på data fra de to sociale medier Facebook og Instagram, viser ifølge Filip Wallberg, at fra lørdag til og med tirsdag har der på Instagram i alt været 76 millioner interaktioner, som er relateret til Christian Eriksen.

På Facebook er tallet 46 millioner.

De to tal skal sættes op imod, at Christian Eriksen i forvejen er en populær herre, og i maj i snit er noteret for 31.000 daglige interaktioner på Instagram og 21.000 på Facebook.

- Og så er billedet ikke komplet. Det er jo kun på de to sociale medier, og samtidig bliver interaktioner på private profiler ikke indekseret. Det er således kun tal fra åbne grupper og sider, siger Filip Wallberg og tilføjer:

- Tallene er derfor mere et minimum, end de er et maksimum.

At den frygtelige begivenhed skabte bekymring ud over de danske grænser, viser mange af de opdateringer, kommentarer og ikke mindst likes, som siden er delt.

- Der er ingen tvivl om, at Christian Eriksens hjertestop fik både de traditionelle medier og de sociale medier til at eksplodere i en grad, vi ikke er vant til i Danmark, siger Filip Wallberg.

Han sad selv sammen med familien og så episoden live, og han kunne kort efter notere, at den ramte bredt.

- Selv Sundar Pichai (administrerende direktør for Alphabet Inc., som ejer Google, Youtube m.fl., red.) tweetede om det, mens Christian Eriksen fortsat fik behandling, fortæller Filip Wallberg.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ønsker om god bedring strømmede ind til den danske stjerne, og da han tirsdag lagde et billede fra sygesengen på Rigshospitalet på Instagram, strømmede det ind med likes og kommentarer med nye ønsker om bedring.

Blandt andre de tidligere holdkammerater Dele Alli og Harry Kane sendte hjerter, og har for de hilsner modtaget tæt på 90.000 likes.

Christian Eriksens billede med smil, thumbs up og hospitalsslanger har i skrivende stund rundet seks millioner likes og flere kommer til hele tiden.

Oversigt

    Oversigt