Vildmandskursus giver plads til mænds følelser

Vildmandskursus i Faaborg-Midtfyn Kommune skal hjælpe mænd, der har helbredsmæssige problemer og svært ved at tale om deres følelser.

Nå man kigger på flokken af mænd, der sidder rundt om bålet og griller dadler og ost svøbt i bacon over gløderne, kan man umiddelbart ikke få øje på det, der binder dem tæt sammen. De er nemlig en flok mænd, der alle kæmper med hver deres problemer efter lang tids sygdom. Men fælles for dem er, at de har svært ved at tale med nogen om det.

Så nu sidder de der. I en tæt rundkreds med hver deres pind i bålet, mens de griner og snakker henover det. De er alle en del af statistikken om, at kun hver fjerde på Fyn, der viderestilles til psykolog, er mand.

I Faaborg-Midtfyn Kommune er der oprettet et vildmandskursus, der skal få mændene til at tale om de følelser i anderledes omgivelser.

Du er ikke alene

Vildmandskurserne er allerede blevet en stor succes i Svendborg, og nu har det første hold i Faaborg-Midtfyn tage hul på forløbet på ni uger.

quote Det er svært for mænd at forholde sig til, hvordan de har det. For mange mænd handler det meget om, hvordan man hurtigt kan komme over det igen. Mænd er mindre tilbøjelige til at deltage i rehabiliteringsforløb, fordi de har en tanke om ”op på hesten igen”. Men der er bare ikke altid godt nok.

Svend Åge Madsen, forskningsleder på Rigshospitalet og formand for Mænds Sundhed

Blandt mændene om bålet sidder 28-årige Paw Ladefoged, som kæmper med angst. Hans mentor spurgte ham, om det var noget at komme ud i naturen og være en del af kurset.

- Og jeg sagde med det samme: Ja, det vil jeg meget gerne, fortæller Paw Ladefoged, der helt sikkert mente, at det kunne hjælpe ham.

Mellem knive, røg fra bål, grønne blade og de andre mænd, gik det op for ham, at han ikke var alene.

- Jeg vidste ikke, at der var så mange mænd, der gik rundt og havde det, som jeg har det. Jeg fandt ud af, at vi var et større fællesskab. Det giver lidt ro at vide, at der er flere af os end bare lige mig, så jeg ikke føler mig alene med mine problemer, siger han.

Når mændene er samlet om bålet, er det svært at se, at de har psykiske problemer og har svært ved at tale om dem. 
Når mændene er samlet om bålet, er det svært at se, at de har psykiske problemer og har svært ved at tale om dem. 
Foto: Mads Ingemann

En af mændene bag kurset er Simon Høegmark, der er naturvejleder og forsker i at bruge naturen som behandling.

- Mænd vil ikke vise svaghed, så hvis de bliver alvorligt syge, isolerer de sig. Og noget af det mest helende er fællesskab, siger han.

Det skal passe til mænd

Der findes rehabiliteringstilbud, men ikke mange er direkte rettet på mænd, som er dem, der har sværest ved at komme afsted.

- Det, som et vildmandskursus kan tilbyde, er dels at det er noget, mænd gør sammen, dels at det bliver tiltrækkende for dem, fordi vi ved, at mænd deltager mindre i rehabilitering. Vi skal finde et tilbud, der passer bedre til mænd, fortæller Svend Åge Madsen, der er forskningsleder på Rigshospitalet og formand for Mænds Sundhed.

quote Det vi drømmer om, er at få naturen på recept.

Simon Høegmark, naturvejleder og forsker i at bruge naturen som behandling

Han forklarer, at det er meget vigtigt at få efterbearbejdet psykiske problemer, som nogle af mændene på kurset har, så man kan komme videre, men at den kortvarige behandling ofte ikke er nok. Og her kommer vildmandskurset ind i billedet.

- Det er svært for mænd at forholde sig til, hvordan de har det. For mange mænd handler det meget om, hvordan man hurtigt kan komme over det igen. Mænd er mindre tilbøjelige til at deltage i rehabiliteringsforløb, fordi de har en tanke om ”op på hesten igen”. Men der er bare ikke altid godt nok, påpeger Svend Åge Madsen.

Sigurd Hartvig, der er konsulent og underviser fra Vinatur og den anden del bag vildmandskurset, tror også på, at det er vigtigt at lade kurserne henvende sig direkte til de psykisk sårbare mænd.

- Vi pakker i virkeligheden nogle sundhedstilbud ind. Vi siger ikke, vi skal ud og meditere eller lave vejrtrækningsøvelser, siger han.

De fire søjler i vildmandskurset:

Alle i samme båd

Tilbage ved bålet sidder også 49-årige Søren Grønkvist, der ligesom Paw Ladefoged lider af angst.

- Jeg er her for at åbne mit sind og både prøve og lære noget nyt, selvom jeg ikke har et normalt åbent sind, siger Søren Grønkvist og forklarer, at han kæmper med angsten.

Det har derfor været udfordrende at komme afsted til første dag på vildmandskurset, hvor han ikke vidste, hvad der ventede.

Der blev steget dadler og ost svøbt i bacen over bålet, som gjorde det hyggeligt for vildmændene at tale om deres problemer.
Der blev steget dadler og ost svøbt i bacen over bålet, som gjorde det hyggeligt for vildmændene at tale om deres problemer.

- Mange nye mennesker på en gang - det har været grænseoverskridende. Men vi er alle i samme båd, så det har været nemt, vil jeg sige. Det har været en rigtig god dag, siger Søren Grønkvist og smiler.

For Sigurd Hartvig er det netop nogen som Søren, der gør kurserne til noget særligt.

- Nogle gange kan man næsten forestille sig, at livsgnisten bliver tændt og de får håbet tilbage. Hele troen på, at det nok skal gå. Flere af dem har været i sygdommen i mange år og har måske ikke fået nogen gnist af håb, men når de kommer herud, kommer håbet lige så stille tilbage, fortæller han.

Natur på recept

Ud over pindene med dadler, ost og bacon, der bliver steget over bålet, er alle mændene også fælles om aldrig at have kunnet tale med nogen om deres problemer.

- Hver især har mange siddet isoleret derhjemme, og det er måske første gang i 2-3 år, at de har fået ro og været sammen med andre. Ikke noget tankemylder, ikke nogen katastrofetanker, bare naturen, siger Simon Høegmark.

Og det kan Paw Ladefoged genkende.

- Her føler man sig mere afslappet indeni, så man ikke har den tankemylder. Man kommer væk fra hverdagen. Herude er man bare helt fri, fortæller han.

I naturen slapper kroppen naturligt af, så den får mulighed for at restituere helt af sig selv.

- Det, vi drømmer om, er at få naturen på recept, smiler Simon Høegmark.

Søren Grønkvist har allerede fået en masse ud af vildmandskursets første dag.
Fotograf: Mads Ingemann

Har jeg brug for hjælp?

Mænd bliver ikke mere syge end kvinder, men de har sværere ved at gøre noget ved det, erfarer Svend Åge Madsen.

- Mange mænd kan have svært ved at sige, at de har brug for hjælp. Mange gange skal mændene også inviteres ind i et fællesskab, fordi det ikke er så let for dem selv at skabe og opsøge. Når de så er på kurset, bliver det meget forpligtende, og så får de meget ud af det, forklarer han.

quote Det giver lidt ro at vide, at der er flere af os end bare lige mig, så jeg ikke føler mig alene med mine problemer

Paw Ladefoged, 28 år, deltager på vildmandskurset

Mens bålet langsomt bliver slukket, og mændene begynder at vende snuden hjemad, har både deltagere og kursusledere en god fornemmelse i maven.

- Det er altid specielt, når vi møder tyve nye mænd med forskellige årsager til at være her. Og de kommer jo alle sammen og tænker, hvad det er for noget. Men én sagde så fint, da vi sad om bålet til slut: Det gik jo sådan set okay, det der med at møde nye mennesker, siger Sigurd Hartvig.

Vildmands kurset i Faaborg/Midtfyn henvender sig til mænd, der gerne vil tilbage til hverdagen efter en langtidssygemelding som følge af en livskrise, og det kan både være efter diagnoser som stress, angst, depression, kræft, hjerte-kar-sygdom, smerter, overvægt eller diabetes.

Oversigt

    Oversigt