I det fynske folks tjeneste

Faaborg-Midtfyn: Vildmandskursus skal hjælpe langtidssyge mænd

Længere tids sygdom hos mænd skal nu afhjælpes gennem et vildmandskursus i Faaborg-Midtfyn Kommune. Naturen hjælper mændene tilbage til hverdagen.

00:19

Simon Høegmark er en af mændene bag et nyt vildmandskursus i Faaborg-Midtfyn, der skal hjælpe mænd tilbage i hverdagen efter længere tids sygdom.

Luk øjnene, og tag en dyb indåndning. Forestil dig skovens blade blafre over hovedet på dig, mens du lægger en hånd på hver side af træet. Udånd. Mærk barken mod dine fingre. 

I Faaborg-Midtfyn Kommune bliver det snart muligt at blive helet i naturen som en ægte vildmand. Det fortæller kommunen i en pressemeddelelse udsendt mandag. 

- Der er allerede gode erfaringer med at tilbyde lignende kurser andre steder i landet. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi nu kan tilbyde et helt særligt rehabiliteringsforløb for mænd i Faaborg-Midtfyns kommune, fortæller Formand for Sundhed og Omsorgsudvalget, Herdis Hanghøj (V) fra kommunen.

Formålet med projektet er at hjælpe mænd, der gerne vil tilbage til hverdagen efter en langtidssygemelding. 

- Der er altid et mentalt aspekt af det at være syg. Det er lettere at tage de svære samtaler i naturen fremfor på et kommunekontor, fortæller leder for Forebyggelse, Træning og Rehabilitering hos Faaborg-Midtfyn Kommune, Ulrik Skyum Christensen.

Det er heller ikke uden grund, at tilbuddet kaldes for vildmandskursus. 

- Det med at tale om tanker og følelser er bare svært at rekruttere mænd til, og derfor håber vi, at tilbuddet om at blive vildmand kan løsne op for forholdet mellem mænd og terapi. 

Læs også Stressede unge: Findes løsningen på stress i naturen?

Træmænd i ét med naturen

Det er imidlertid afgørende at løsne op for forholdet mellem mænd og terapi uden at gøre det for blødt, fortæller konsulent og underviser Sigurd Hartvig fra ViNatur. 

- Mange af de mænd, vi vil ramme, er dem, vi kalder træmænd. Det kan for eksempel være snedkeren og værkføreren, der måske ikke er vant til at mærke sig selv så meget. Hvis vi nu sagde, at vi skulle ud og meditere i en skov, ville vi nok ikke få ret mange mænd med på kurset.

Naturen spiller en central rolle i rehabiliteringsprocessen, og det er der en helt simpel grund til.

- Alle de her ting, som vi ved, at især naturen er med til, fordi vi i naturen bedre kan slappe af, fordi vi nærmere skanner området, istedet for at analysere det hele hele tiden, fortæller Sigurd Hartvig og tilføjer:

- Vi er jo selv natur, og hvis vi er overbelastede, så er naturen en af de bedste behandlingsmuligheder til at finde ro. 

Tager naturen med hjem

Noget af det vigtigste, vildmandskurserne skal kunne tilbyde, er nogle redskaber til at forbedre hverdagen for mændene.  

- Vi er meget opmærksomme på at give dem nogle redskaber at arbejde videre med. Om det så er hjemme i haven eller ude i naturen, siger Simon Høegmark, der er forsker og naturvejleder ved ViNatur.

En af øvelserne er, at klappe sig selv på hele kroppen. Det skal hjælpe mændene med at blive et med naturen.  Foto: Julie Schuster Lapp

Men det er i virkeligheden ikke bare redskaberne, der skal gøre forskellen.

- Det her handler om at lave et fortroligt selskab af mænd, der bygger på lidt blødere værdier, end de måske er vant til, fortæller Sigurd Hartvig. Simon Høegmark tilføjer:

- Der er ikke noget hierarki, om du så er direktør, pædagog eller elektriker. De er alle i samme båd, og så støtter de hinanden.Vi har set tårer glide ned ad deres kinder, fordi de kan mærke, at de er på vej tilbage igen. 

Det er dog ikke bare vildmændene, der får gavn af kurserne.

- Den smukkeste respons, vi får, er fra konerne. De kan ringe til os og sige tak, fordi de har fået deres mænd tilbage. Mændene vokser jo, de bliver vildmænd. Selvom det er naturterapi, vi kører, så føler de sig som vildmænd. 

Læs også Efter blodpropperne: Nu er Niels blevet vildmand

Håber på succes i Faaborg-Midtfyn

Faaborg-Midtfyn Kommune bliver den anden af de ni fynske kommuner, der tilbyder vildmandskurser. Svendborg Kommune startede sit første vildmandshold allerede i 2014, hvor sydfynske mænd siden har kunnet lade sig hele i selskab med hinanden og den sydfynske natur.

- Der har været en overvældende tilslutning til projektet i Svendborg, og vi håber selvfølgelig på det samme her i kommunen, fortæller leder af Forebyggelse, Træning og Rehabilitering hos Faaborg-Midtfyn Kommune, Ulrik Skyum Christensen.

- Vi har længe kørt med både stress, angst og depressionskurser i naturen, så det er ikke noget nyt her i kommunen. Forskningen om, hvor stor en fordel det er at bruge naturen fungerer dog som en motor, der gør, at vi vil til at udforske det noget mere i samarbejde med ViNatur, siger Ulrik Skyum Christensen.

Han fortæller yderligere, at de glæder sig til at få gang i tilbuddet, og håber på at få fyldt det første hold ud, der starter den 16. september i år.