I det fynske folks tjeneste

Vilhelmsen: Fejlene blev min fortælling

Godt en uge efter, hun trådte tilbage som minister og formand for SF og trak partiet ud af regeringen, føler Annette Vilhelmsen, at hun fra starten som formand blev anset for kikset.

- Jeg blev hånet fra dag et. Hånet som lokalpolitikeren, der kommer der og ikke ved noget som helst. Som hende der ikke kender spillet og ikke kan gebærde sig, siger Annette Vilhelmsen i et åbenhjertigt interview med Ekstra Bladet.

Hun synes stadig, at hun har gjort et godt stykke arbejde, men erkender, at hun begik fejl.

Og fejlene var hele tiden det, der kom i fokus.

- Der blev for eksempel skabt en fortælling om hende, der ikke var til stede, da vækstpakken blev lanceret, siger hun.

Hun mener, at fortællingen lige så godt kunne være, at hun brugte inddragelse af de kræfter, der er i partiet.

Annette Vilhelmsen tager det med ro, at hun er blevet kaldt en klovn og en naiv husmor.

Hun vælger ikke at tage det til sig og kan heller ikke blive vred.

- Jeg vil ikke være sådan en, der siger: De forstod mig ikke. Og hvor skulle jeg gå hen med den vrede, siger hun.

Til gengæld er hun ked af, at tumulten også har ramt hendes familie, som selvom de måske slet ikke er enige med hende, har måtte tage imod kritikken af hende.

Ved du noget? Så send os et tip