Vilhelmsens første 100

I 100 dage har Annette Vilhelmsen været minister. Hun har leveret varen, selvom hun har begået en brøler. Læs og se Troels Mylenbergs analyse.

100 dage.

Så lang tid har Annette Vilhelmsen været erhvervs- og vækstminister i regeringen. Hendes første ministerpost nogensinde.

- Annette Vilhelmsen har med nogle få undtagelser leveret den vare, som hun blev valgt til af sine medlemmer. Hun har stabilt, uden de store bump på vejen, kørt sit parti videre, siger Troels Mylenberg, der er chefredaktør ved Fyns Amts Avis.

Annette Vilhelmsen kunne fejre jubilæet med et åbent samråd i Folketinget. Flere har kritiseret Vilhelmsens udtalelser til Kjerteminde Avis, og det måtte hun undskylde for ved torsdagens samråd.

LÆS OGSÅ: Annette Vilhelmsen grilles endnu engang

- Man behøver ikke være professor i journalistik eller politik for at se, at det var en kæmpe brøler. Det var dér, hvor den uprøvede, uerfarne Annette Vilhelmsen trådte helt frem i forreste række.

Annette Vilhelmsen kritiserede i Kjerteminde Avis danske virksomheder for at modarbejde regerings vækstinitiativer. Men udtalelserne medførte voldsom kritik.

LÆS OGSÅ: Vilhelmsen hives i samråd efter angreb på virksomheder

- Jeg tror, hun fik sig en lærestreg. Hun er i en helt anden liga nu, end flinke, rare Annette fra Kerteminde, som medlemmerne godt kunne lide, siger Troels Mylenberg og fortsætter:

- Hun er ikke faldet fuldstændig igennem, men det er klart, at der er grænser for hvor mange gange, hun kan lave det nummer.

Ifølge Troels Mylenberg skygger udtalelserne i Kjerteminde Avis dog ikke for, at hun fortsat er populær i SF. Det skyldes især, at der ikke var nogle reele forventninger til hende.

- Hun klarede sig igennem en hel formandsvalgkamp, hvor hun talte sort hver gang, der skulle siges noget om politik. Det eneste hun blev valgt på var, at hun ikke var én af de andre. Hun var det friske nye pust. Hun var græsrøddernes kandidat. Og det har hun fortsat med, siger Troels Mylenberg.

LÆS OGSÅ: Outsideren Vilhelmsen ryddede bordet

- Men på et tidspunkt er hvedebrødsdagene ovre, og så må der komme noget. Og der er vi snart ved at være, hvor der skal komme noget mere.

Det tror Troels Mylenberg også, at der gør. Hun er nemlig en dygtig politiker, mener han.

- Hun er ikke en benhård skolet politiker. Hun er én som man kan tale med. og det skal hun holde fast i. Og det har hun faktisk gjort de første 100 dage. De fleste af dagene.

Ifølge Troels Mylenberg har formandsskiftet været godt for SF.

- Hun fremstår klart stærkere i regeringen end Villy Søvndal gjorde, siger han.

Oversigt

    Oversigt