I det fynske folks tjeneste

Viljestærk træner til Marienlyst

Fodboldklubben Marienlyst ansætter Ole Stangerup som ny træner i stedet for den fyrede Jens Madsen.

Ole Stangerup har haft sin gang i boldklubben Marienlyst før, og han har det godt med at vende tilbage.

- Det er en rigtig spændende klub, som VIL være med i toppen af 2. division, og det mener jeg, at jeg kan bidrage til. 

For få uger siden fyrede klubben Jens Madsen fra posten som træner på grund af manglende resultater. Og med ansættelsen af Ole Stangerup skulle der gerne blive ro.

- Det er yderst tilfredsstillende, at Ole Stangerup har sagt ja til jobbet, siger Jens Martinus Pedersen, der er  adm. direktør i boldklubben, og fortsætter:

- Han er en meget afholdt person og en dygtig træner, som kender Boldklubben Marienlyst indefra, men som også har suget til sig fra andre klubber og det fynske fodboldmiljø helt generelt. Det vil styrke  Boldklubben Marienlyst yderligere.

 Ole Stangerup kommer lige nu fra en stilling som træner i Middelfart, og han mener selv at hans personlighed kan påvirke spillernes resultater.

- Jeg er jo kendt for at være en træner, der er engageret i tingene og stiller store krav til spillerne. Men jeg har en masse vilje, og den vil jeg overføre til banen og spillerne, så de kan få troen tilbage på, at de er nogle dygtige fodboldspillere.

Ole Stangerup tiltræder 1. juli og og har kontrakt for et år.

Ole Stangerup bliver ny træner i fodboldklubben Marienlyst.

 

 

 

Ved du noget? Så send os et tip