I det fynske folks tjeneste

Tid til nye Fantastiske Fælleskaber: Vinderne fra Bagenkop fik en oplevelse for livet

Langelænderne vandt på Fyn og blev nummer to i Danmark. Præmien på 50.000 kroner er næsten brugt, men fællesskabet består.

01:43

"Bagenkop - Altid i bevægelse" var et af de mange fællesskaber, der deltog i den første konkurrence om at finde Danmarks bedste fællesskab, som TV 2-regionerne gennemførte i 2018. Nu er der tid til en ny runde.

- De skal bare tro på det. Simpelthen. Det er mit helt klare råd, siger Ivan Nielsen i telefonen.

Den kønsløse telefonlyd kan ikke fjerne begejstringen i hans stemme. Ivan Nielsen var og er en ildsjæl i Bagenkop, og han var en af hovedkræfterne bag "Bagenkop - Altid i bevægelse". Et af de mange fællesskaber der deltog i den første konkurrence om at finde Danmarks bedste fællesskab, som TV2-regionerne gennemførte i 2018.

Nu er der tid til en ny runde. Men først et kig på minderne.

Rygklap fra fynboerne

- Jeg vil sige, at vi fik et kæmpe rygklap til det vi satte i gang. Folk på Fyn, ja, i hele Danmark syntes jo, at vi var gode. Især fynboernes støtte lunede. Nogle gange kan man jo godt føle, at man blive lidt glemt i en lille by langt ude på landet, erkender Ivan Nielsen.

Læs også Fantastistisk fællesskab i Bagenkop: Vi skal være stolte af at være fynboer

I Bagenkop blev de belønnet for deres initiativ bestående af alt fra håndbold og en social samværsgruppe, der bød på gåture og meget andet.

- I 2011 blev vi årets landsby. Derefter var vi måske ved at gå lidt trætte i det. Men så vandt vi den fynske konkurrence og kom til landsfinalen. Det vil vi altid kunne vende tilbage til. Det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at vi sætte det på vores ansøgninger, når vi søger fonde og andre om støtte, afslører Ivan Nielsen.

Folk skal bare tro på det. Simpelthen!

Ivan Nielsen, talsmand, "Bagenkop - Altid i bevægelse"

Han mindes især busturen til landsfinalen i Helsingør som et højdepunkt.

- Ved du hvad. Der var alt fra små børn til folk over 80 år med på turen. Vi kom jo som totalt underdogs, men blev alligevel nummer to. Den tur gav folk et minde for livet. Intet mindre, slår Ivan Nielsen fast.

Nu søger TV 2-regionerne efter nye, fanstastiske fælleskaber. Over hele landet. Deadline for at tilmelde sig den 18. september. Som noget nyt er der ingen landsfinale. I stedet er der i hver region 100.000 kroner i præmie til det fællesskab, der får flest stemmer.

Find en skæv vinkel 

- Det synes jeg er en god ide. Det var fandeme hårdt sidste år. Vi vandt den regionale finale, og så gik der lang tid med at markedsføre ideen før selve finalen. Jeg tror, at det er godt med regionale finaler, siger Ivan Nielsen og tilføjer i samme åndedræt:

- Find en skæv vinkel. Gør det interessant for andre. Man kan jo godt gå og tvivle på sine ideer, men prøv det af. Og så skal de bare tro på det. Simpelthen!

Tilmeld dit fantastiske fællesskab

Hvem skal vinde 100.000 kroner og titlen som årets Fantastiske Fællesskab i din TV 2 Region?

 

Alle, som mener at være et fællesskab ud over det sædvanlige, kan nu tilmelde sig Fantastiske Fællesskaber 2019. En nominering betyder intens omtale og hyldest af fællesskabet, fremhævning af det, vi andre kan lære af jer, og muligheden for at vinde en pris på 100.000 kroner.

 

Læs meget mere og tilmeld jer her.