Togulykken: Vindstød af stormstyrke på Storebælt onsdag morgen

Selvom middelvinden ikke oversteg det tilladte for togtrafik på Storebæltsbroen, har der været vindstød, der lå over de 25 m/s, hvor al togtrafik indstilles.

Sund og Bælt skriver på deres hjemmeside, at alle restriktioner for både tog- og biltrafik har været overholdt i forbindelse med togulykken onsdag morgen, der kostede seks mennesker livet og kvæstede 16.

- Vores målinger viser med de data, vi har til rådighed, at middelvinden på vestbroen således ikke har været over 21 m/s, som medfører en hastighedsnedsættelse til 80 km/t for godstog, skriver Sund og Bælt på hjemmesiden.

Regler for togtrafik

For togtrafikken gælder følgende regler:

Ved vind af hastighed under 21 m/s er der ingen restriktioner for togtrafikken.
Ved vind mellem 21 – 25 m/s nedsættes hastighed for godstog til 80 km/t, mens passagertog ikke har restriktioner.
Ved vind af stormstyrke på over 25 m/s indstilles togtrafikken for både godstog og passagertog.

Middelvinden måles i ti minutter, hvor det konstant skal blæse 21 m/s, inden der sættes restriktioner på togtrafikken, og det det har ikke været tilfældet i forbindelse med togulykken.

Men det har blæst kraftigt ned gennem Storebælt onsdag morgen. Vinden kom fra nord, og det betyder, at den har blæst på tværs af Storebæltsbroen.

Ifølge TV 2 Vejret var der onsdag morgen en middelvind ved Røsnæs på 16 m/s og 18 m/s på Omø. Vindstødene har været noget højere.

Ved Røsnæs nåede de op på 28 m/s, der er over grænsen for storm, og ved Omø lå man lige på grænsen for storm, der er 25 m/s.

- Man må kunne formode, at henover Storebælt i morgentimerne har der været vindstød af stormstyrke, fortæller TV 2 Vejrets Anders Brandt og fortsætter:

- Og det er ikke lige meget, om det blæser med kulingstyrke eller stormstyrke.

Kraften firedobles

Anders Brandt forklarer, at selvom middelvinden ved Røsnæs lå på 16 m/s, var vindstødene oppe på 28 m/s, atså næsten det dobbelte.

- Så er det således, at når vindhastigheden fordobles, er kraften firedoblet på vinden, siger Anders Brandt.

Det er endnu ikke konkluderet, om vinden er den direkte årsag til ulykken.

Hør Anders Brandt forklare om de kraftige vindstød under artiklen.

 

Oversigt

    Oversigt