Vinterfest holder jubilæum

Danmarks eneste vinterfestival bliver denne weekend afholdt for 25. gang. Men det er svært at få fat i de unge mennesker, lyder det fra arrangørerne.

Vinteren er højsæson for stort set alt andet end festivaler. Men på Vestfyn er der en enkelt, der kommer tilbage år efter år.

Strib Festival startede i 1989 og fejrer i år 25 års jubilæum.

- Vi har lavet en jubilæums-cd i år som indeholder 20 numre med musik fra alle de år, vi har lavet festival, siger Jørgen Rahbek, der er arrangør af Strib Festival.

Temaet på Strib Festival er folkemusik. Og det har det været siden begyndelsen.

- Vi er i en genre, som det kniber at få unge mennesker til at interessere sig for, selvom der er god grobund for folkemusik rundt omkring i hele landet, ikke mindst her på Fyn i form af folkemusik-konservatoriet i Odense, siger Jørgen Rahbek.

Derfor har Strib Festival forsøgt at lokke bandnavne til, som ellers normalt ikke ville spille på den lille vinterfestival.

- Vi har gjort det de senere år, at vi har udvidet genre-grænserne en lille smule og taget nogle navne ind, som ikke nødvendigvis bliver betegnet som folkemusikere, siger Jørgen Rahbek og fortsætter:

- Men når man nævner en Peter A.G., som vi havde på sidste år, og en Alberte Winding, som vi har på i år, så synes jeg, at de på en eller anden måde er eksponent for noget folkemusisk.

Strib Festival startede i torsdags og varer indtil imorgen, når Alberte Winding Band slutter festivalen.

Oversigt

    Oversigt