Virksomhed i Svendborg under anklage

Den danske virksomhed Bukkehave A/S i Svendborg har i mindst en kontrakt med Iraks regering under Saddam Hussein betalt returkommission. Det fremgår ifølge Jyllands-Posten fredag af en FN-rapport.

ID-numre afslører

Rapporten blev fremlagt onsdag af FN'sundersøgelseskommission i forbindelse med olie-for-mad-programmet.
 
Oplysningerne i rapporten er anonymiserede. Men Jyllands-Posten mener at kunne identificere virksomheden gennem et identifikationsnummer på kontrakten, som også fremgår af en dansk liste over eksportgodkendelser.

Ingen kommentarer

Bukkehaves adm. direktør Jens Rishede Terkelsen ville fredag ikke kommentere sagen. Han var netop vendt hjem fra udlandet og havde ikke set de pågældende oplysninger.

Ifølge Jyllands-Posten er der tale om en kontrakt til en værdi af ca. 2,3 millioner kroner. Den er indgået mellem virksomheden og olieministeriet i Irak og godkendt af FN's sanktionskomité.

En af de store

Ifølge Jyllands-Posten var Bukkehave en af Danmarks tre største eksportører til den irakiske regering i Saddam-styrets sidste tre år. Virksomheden solgte biler og reservedele for i alt ca. 140 millioner kroner mellem 2000 og 2003.

Oversigt

    Oversigt