VM-bronze til fynboer

Roerne Peter Nørlem og Andreas Wiig Rambøl kan kalde sig verdens tredjebedste, efter weekendens U23 VM i Hviderusland.

19-årige Peter Nørlem og Andreas Wiig Rambøl på 21 år vandt søndag bronze ved U23 VM for roere i Brest i Hviderusland.

- De er selvfølgelig rigtig, rigtig glade, fortæller deres træner Michael Sørensen.  

De to odenseanerne var ellers favorit til at vinde guld. I semifinalen var de 9 tiendedele foran nummer to. Men så godt gik det altså ikke i søndagens finale.

Det blev til en tredjeplads og bronzemedalje til de to roere, der kom i mål mindre end et sekund efter nummer to fra England. Det var Grækenland, der vandt guld.

- Det var bittesmå marginaler, der afgjorde det. De lå rigtig tæt, og så handler det om, hvem der har det sidste held med sig på de to kilometer, de roer, siger træneren.

Peter Nørlem og Andreas Wiig Rambøl roer i letvægtsdobbeltsculler. Sidste år vandt Andreas Wiig Rambøl desuden bronze i dobbeltfire ved A-VM i Polen.

I følge træneren er deres næste store mål at kvalificere sig til OL i 2012, der afholdes i London.

Oversigt

    Oversigt