I det fynske folks tjeneste

Voksende arbejdsløshed blandt håndværkere

Arbejdsløsheden blandt fynske håndværkere er begyndt at stige igen efter at reparationer af skader under orkanen i december 1999 er ved at være overstået. Dermed fortsætter en udvikling, der var i gang før orkanen.

Reparationerne efter orkanen i 1999 er overstået

Arbejdsløsheden blandt fynske håndværkere er begyndt at stige igen efter at reparationer af skader under orkanen i december 1999 er ved at være overstået. Dermed fortsætter en udvikling, der var i gang før orkanen.


Størst stigning


I første halvår af 2001 har ca. 7,5 % af de fynske håndværkere været arbejdsløse. I både 2000 og 1999 var det 5,5 % - altså en stigning det seneste år på knap 2 procentpoint. Det fremgår af Håndværksrådets seneste byggeanalyse.


Dermed er Fyn den region herhjemme, hvor arbejdsløsheden blandt håndværkere stiger mest. I malerfaget er arbejdsløsheden på 14 % - landets højeste. Nordjylland tegner sig dog for den højeste ledighed i håndværkerfagene, når de alle regnes med.


Afmatning i industrien


Cheføkonom i Håndværksrådet, Søren Nicolaisen, siger at årsagen til stigningen skyldes, at der er forholdsvis meget industribyggeri på Fyn.


Når konjunkturerne går nedaf, slår det hurtigt igennem i form af faldende erhvervsbyggeri, siger han. Husbyggeriet falder som regel senere.


Orkan udskød pinen 


Ledigheden var begyndt at stige på Fyn, inden orkanen ramte øen hårdt i december 1999. Skaderne som følge af stormen gav imidlertid masser af arbejde til håndværkerne.


At ledigheden nu igen begynder at stige, skyldes det uden tvivl at skaderne som følge af orkanen er ved at være repareret.


\"Så man kan sige, at orkanen udskød en udvikling, der allerede var i gang\"; siger Søren Nicolaisen.


Han tilføjer dog, at stigningen i arbejdsløsheden generelt er mindre, end man havde frygtet. Og der er ikke udsigt til krise de næste par år.


Renten er faldet, og det har holdt hånden under både erhvervs- og husbyggeri. Hertil kommer bl.a. regeringens boligpakke, som betyder bygning af i alt 20.000 boliger næste år.