Voksende pres for nye motorer til Baagøfærgen

Flere politikere kræver at Assens Kommune skal skaffe nye motorer til Baagøfærgen. De gamle motorer er ustabile og kan bryde sammen nårsomhelst.

Færgens bestyrelse gjorde allerede i august 2006 sammenlægningsudvalget i Assens Kommune opmærksom på problemerne med de slidte motorer.

Hidtil er intet sket, og borgmester Finn Brunse har før sagt, at det først kan komme på budgettet for 2008.

Men det kalder færgens bestyrelse og flere byrådsmedlemmer uforsvarligt, og de kræver handling nu.

Derfor har borgmesteren besluttet at opprioritere sagen.

Jævnlige aflysninger

Færgen måtte aflyse flere ture i december på grund af motorproblemer. Blandt andet nytårsaftens dag, hvilket medførte at folk ufrivilligt måtte holde nytår på Baagø eller ikke kunne komme til nytårsfest på øen.

Hvis motorerne bryder helt sammen under sejlads, kan det blive farligt for passagererne, foruden at Baagø kan blive afskåret fra omverdenen i de måneder det tager at skaffe nye motorer.

Oversigt

    Oversigt