I det fynske folks tjeneste

Vokseværk i Årslev, Bellinge, Tommerup St., Aarup ...

Det er typisk de mindre byer, hvor indbyggertallet falder. Men i rigtig mange fynske byer med 2.000-4.999 indbyggere går udviklingen den anden vej.

Danskerne forlader de små byer på landet og flytter til de største byer. Sådan har historien lydt igen og igen de seneste år.

Udviklingen er reel nok, men billedet er mere nuanceret end som så.

Jo mindre en by er, jo flere har oplevet fald i folketallet, men en ny Momentum-analyse viser, at byer med 2.000-4.999 indbyggere bryder billedet.

Fra 2006 til 2016 er befolkningstallet i Danmark steget med 5,2 procent, mens det i gennemsnit er steget med 6,6 procent i byer med 2.000-4.999 indbyggere, så knap hver 10. dansker nu bor i en by af den størrelse.

Det billede gælder også på Fyn, hvor især byer som Årslev og Aarup har oplevet stor befolkningstilvækst i de sidste ti år.

Generelt giver det da også god mening, at det er netop er byer i den størrelse, der bryder billedet. Det mener Anne-Mette Hjalager, professor og leder af Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet (SDU).

- Især for familier handler bosætning om huspriser og skolemuligheder, ligesom de ser på, om der er et serviceniveau, så man kan have et almindeligt familieliv. Når man nu ikke har råd til at få en villa på Strandvejen i Aarhus eller i Hasseris ved Aalborg, så er den her slags byer et fornuftigt alternativ, hvor et almindeligt familieliv kan køre rundt, siger Anne-Mette Hjalager til Momentum, der er Kommunernes Landsforenings (KL) nyhedsbrev.

Anne-Mette Hjalager fortæller videre i analysen, at de trafikale muligheder, arbejdsmarkedet og mulighederne for at kunne komme rundt spiller en stor rolle for folks valg i forhold til bosætning.

Selv om Momentum-analysen tyder på, at en placering tæt på mange arbejdspladser betyder en del, så er det ikke ensbetydende med, at kommunerne bare kan læne sig tilbage og vente på tilflytning i nye udstykninger, hvis de har byer godt placeret. Det mener professor Anne-Mette Hjalager.

- Hvis bymidten er kedelig, hvis det hele er forsømt, og der ligger nogle store veje, som børnene skal krydse, så kan det trække ned. Det handler også om kommunens aktive planlægningsindsats, for den kan medvirke til at gøre området attraktivt. Det handler om adgangen inde i byerne, adgangen mellem by og land og adgangen til naturområder. Samtidig tænker folk meget på, om deres børn kan få et godt børneliv. De ser på skolen, idrætslivet, adgangen til naturområder og på muligheden for, at barnet kan få kammerater, siger Anne-Mette Hjalager til Momentum.

KommuneByFolketal 2006Folketal 2016Udvikling
Faaborg-MidtfynÅrslev3242372215%
AssensAarup2731314615%
AssensTommerup Stationsby2180241811%
OdenseBellinge4176463211%
OdenseSankt Klemens266629059%
NordfynsSøndersø289031128%
NordfynsBogense349937517%
KertemindeLangeskov380940286%
MiddelfartNørre Aaby278629265%
AssensVissenbjerg307432044%
SvendborgVindeby223423043%
AssensHaarby238624623%
AssensGlamsbjerg311632173%
NyborgUllerslev272227702%
MiddelfartStrib438744922%
ÆrøMarstal227222851%
LangelandRudkøbing47174529-4%
SvendborgThurø By33773223-5%

 

Ved du noget? Så send os et tip