Der var lige lovligt meget gang i promillerne et par gange i løbet den fynske nat.
Klokken 01.47 blev en 43-årig mand fra Odense stoppet på Søndergade i Otterup.
Det var en såkaldt miniknallert som fangede en patruljevogns opmærksomhed, men den var der ikke noget ulovligt ved. Det var der til gengæld ved indholdet af alkohol i mandens blod.
En spiritustest på stedet viste en promille over den tilladte grænse på 0,5. Manden blev derfor taget med til politistationen i Odense, hvor der blev taget en blodprøve.
Råberi endte med anholdelse
Godt en time senere, klokken 02.56, noterede en patrulje i Svendborg en 43-årig mand i den sorte bog.
Manden var beruset og udviste med vagtchef Thomas Bentsens ord "højtråbende adfærd" i Frederiksgade og forstyrrede dermed den offentlige orden.
Mandens opførsel resulterede i, at betjentene måtte skride til en regulær anholdelse og sigte manden for gadeuorden.