Voksne på skolebænken: Skal forstå digitale fællesskaber

Fagpersoner fra hele Fyn var onsdag inviteret til temadag om digital risikoadfærd i Odense. Vigtigt at rådgive uden at løfte pegefingeren, lyder råd.

Digitale fællesskaber, sociale netværk og notifikationer på alle tider af døgnet.

Det er kendetegn for den digitale virkelighed, der præger hverdagen anno 2017. En hverdag, der til tider spænder ben for samfundets unge. Det kan være svært for forældre og SSP-vejledere at rådgive de yngre generationer om den jungle af app's, netværk og spil, de bruger deres tid på.

Derfor inviterede SSP Odense onsdag til temadag om risikoadfærd på sociale medier for fagfolk fra hele Fyn.

Foredragsholder og projektleder ved Center for Digital Pædagogik, Christian Mogensen, var inviteret til at holde oplæg.

- Voksne kan have svært ved at forstå de unges hverdag på digitale medier, fordi de ikke forstår perspektivet. For unge ligger hele verden inde i computeren, og det gælder også deres sociale liv, forklarer Christian Mogensen.

Det var hans opgave at give de fremmødte fagpersoner et indblik i, hvordan unges digitale virkelighed ser ud.

Uden at løfte pegefingeren

- De unge undersøger hele tiden den digitale verden. Med internettet og sociale medier ligger hele verden for deres fingerspidser, og den undersøger de hele tiden og gør til deres egen, forklarer Christian Mogensen.

Christian Mogensen fortæller, at det er vigtigt at rådgive de unge uden samtidig at løfte pegefingeren.

- Internettet er en enormt stor del af unges hverdag. Hvis man skælder dem ud, fordi de er digitale, så skælder man dem ud over noget, der er helt grundlæggende i deres liv, forklarer Christian Mogensen.

Selvom pegefingeren ikke må løftes, er der grund til at være påpasselig på nettet. Ifølge Fyns Politi er der sket en stigning i antallet af sager, der involverer brugen af it. Samtidig er der kommet flere anmeldelser, der involverer sociale medier.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Rådmand Susanne Crawley Larsen (R) var til stede ved arrangementet for at byde velkommen.

- Vi har set eksempler på, at unge piger får private billeder delt, og at unge drenge ikke ved, at det er ulovligt, det, de gør, sagde Susanne Crawley Larsen.

- Dagen i dag handler om at dele erfaringer og få en fælles forståelse for de udfordringer, vi har. Hvad der helt konkret skal komme ud af det, må dagen vise.

TV 2/FYN har i den seneste uge fortalt om, hvordan digital adfærd kan give udfodringer for unge. Dyk ned i vores tema "Deling af nøgenbilleder" her.

Oversigt

    Oversigt