I det fynske folks tjeneste

Volbeat: Velfortjent verdensnavn

Foto: Birgitte Carol Heiberg / Fynske Medier

Foto: Morten Albek

1 af 2

Det danske verdensnavn indtog endnu engang Tusindårsskoven i triumf: Fem ud af seks stjerne til Volbeat.

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Der er ikke noget at sige til, hvis Volbeat strutter af selvtillid i disse dage. Deres nyligt udgivne sjette album, ”Seal the Deal & Let’s Boogie”, er gået direkte ind på førstepladsen på hitlisten i syv lande, blandt andet Tyskland, Sverige og Danmark, og det har ligget nummer fire i USA på Billboard 200 – næstbedste danske placering dér nogensinde, kun overgået af Lukas Grahams ”Lukas Graham (Blue Album”) for to måneder siden. Lukas Graham blev nummer tre – og spiller i øvrigt også på dette års Tinderbox, der således kan bryste sig af at præsentere dansk musiks to største internationale succeser siden Aqua på samme plakat.

Volbeat har dog været store i efterhånden adskillige år, med deres særegne blanding af blød metal, 50’er-rock’n’roll à la Elvis Presley og country. Sidste sommer spillede de også i Tusindårsskoven for 35.000 personer – som hovednavn, ikke på nogen festival, og det gjorde koncerten til den største ikke-festivalkoncert med et dansk band på dansk grund nogensinde, større end Gasolin’ i Idrætsparken i 1976. Derfor kan man godt tillade sig at forvente et stort anlagt sceneshow, og det får vi da også for et publikum af nogenlunde samme størrelse som sidste år.




Motörhead-klassikeren ”Born to Raise Hell” spiller over højttalerne, mens Volbeats velkendte logo pryder sceneforhænget. Så falder scenetæppet, mens fyrværkeri bliver affyret, og bandets fire medlemmer træder ind på scenen, der er i to planer – det almindelige scenegulv fortil og en slags forhøjet løbegang eller catwalk bagtil. Snart stiller sanger og rytmeguitarist Michael Poulsen sig op her i en følgespot, så man ikke er i tvivl om hans rockstjernestatus, mens bandet er i gang med åbningsnummeret ”The Devil’s Bleeding Crown” fra dette års album.

Koncerten fortsætter med et medley af ”Heaven Nor Hell”, Mikkel Kessler-hyldesten ”A Warrior’s Call” og Dustin Springfield-klassikeren ”I Only Want to Be With You” fra 1964, som Volbeat indspillede på deres debutalbum ”The Strength / The Sound / The Songs” fra 2005. Lyden er god, musikerne spiller fremragende sammen, og Michael Poulsens stærke, småcroonende rockstemme står klart i lydbilledet. Manden bliver fra tid til anden beskyldt for at synge som med en kartoffel i munden, men denne aften er det faktisk ret let at høre, hvad han synger. Man kan dermed let følge med i gruppens interessante tekster, som ofte er små historiefortællinger eller portrætter af personer på kanten af loven. Og så er lead-guitarist Rob Caggiano (eks-Anthrax) imponerende på de seks strenge, og det giver god mening, at man så ofte kan se ham i følgespotten.

”Sad Man’s Tongue” indledes med citater fra Johnny Cash-klassikeren ”Ring of Fire”, så ingen kan være i tvivl om gruppens inspirationskilder, og Michael Poulsen skifter ubesværet fra akustisk guitar til elektrisk ditto. Folk fra flere generationer synger med af fulde hals, og et stykke væk fra scenen, hvor personerne står mere spredt, bliver der danset i stor stil.

Det er bare noget, vi leger

En djævelsk udseende ged kommer til syne på storskærmen under ”Hallelujah Goat”. Forinden har Michael Poulsen dog demonteret eventuelle tilløb til uhygge ved selvironisk at råbe ”kuk-kuk”. Der bliver relativt tit sunget om djævelen hos Volbet, men man fristes til at citere det gamle MGP-slogan: ”Det er bare noget, vi leger”. Det bliver aldrig rigtig farligt hos Volbeat, men til gengæld er det stærkt underholdende – og i øvrigt altid med sans for den gode melodi.

”Let it Burn” har kvindekor fra den udmærkede sangerinde Mie Maja, som Volbeat i øvrigt har fundet hos Tue West, tro det eller ej. Den genopfundne, brillant brølende duetpartner Johan Olsen kommer desuden ikke overraskende ind på hittet ”For evigt”, dette års slet skjulte forsøg på at gentage succesen fra det ni år gamle hit ”The Garden’s Tale”

”Dead But Rising” byder på meterhøje flammer på scenen, noget der vender tilbage i flere sange og sender tankerne tilbage til gårsdagens show med Rammstein på samme scene. Ja, Rammsteins optræden var vildere, men så stor er forskellen altså heller ikke, og Volbeat kan i den grad godt være det bekendt, de serverer for os. Også det fyrværkeri, de fyrer af i Poulsen-far-hyldesten ”Fallen”, efter at Johan Olsen igen er kommet på scenen i bandets gennembrudshit ”The Garden’s Tale”, med elegant skifte mellem akustisk og elektrisk guitar og skift i både tempo og taktart undervejs, en andet af bandets særtræk.

”Goodbye Forever” bliver dedikeret til nyligt afdøde Muhammed Ali, der dukker op på storskærmen, inden kanten af hele løbegangen bliver sat i flammer – med vilje, naturligvis, og ilden brænder stadig så småt, da orkestret forlader scenen.

Med fire ekstranumre sætter Volbeat punktum for et stort anlagt show, der får lov til at strække sig over en time og tre kvarter – den længste koncert, jeg har oplevet på dette års Tinderbox. Det var ikke et sekund for meget fra et band, hvis forsanger tilmed viser klædelig ydmyghed og mange gange takker publikum for at møde op og synge med. Det kan naturligvis være facade, men det virker oprigtigt, også Michael Poulsens hilsen til sin mor, der ”står derude og meget gerne må stagedive”. Og da sidste tone er klinget ud i ”The Mirror and the Ripper” bliver bandet stående på scenen i flere minutter og modtager folkets velfortjente hyldest med præsentation af de enkelte medlemmer, herunder den nye bassist Kasper Boye Larsen, der hermed har spillet sin første koncert med Volbeat på hjemmebane. Ikke noget med at haste ud backstage efter en dag på kontoret. Michael Poulsen når i øvrigt at fortælle, at gruppen giver flere danske koncerter i løbet af året – også flere end den ene, der for længst er offentliggjort på Nibe Festival i næste uge. Så ses vi til den tid.

Sætliste: 

  1. The Devil’s Bleeding Crown
  2. Heaven Nor Hell / A Warrior’s Call / I Only Want to Be With You
  3. Sad Man’s Tongue
  4. Lola Montez
  5. Hallelujah Goat
  6. Let it Burn
  7. The Lonesome Rider
  8. For Evigt
  9. The Gates of Babylon
  10. Dead But Rising
  11. 16 Dollars
  12. The Garden’s Tale
  13. Fallen
  14. Doc Holliday
  15. Goodbye Forever

Ekstra:

  1. Still Counting
  2. Seal the Deal
  3. Maybellene i hofteholder
  4. The Mirror and the Ripper

RATING:

Ole Rosenstand Svidt og GAFFA giver koncerten fem ud af seks stjerner.

Ved du noget? Så send os et tip