I det fynske folks tjeneste

Vold mod fire personer i Odense

Et selskab, der havde været på morgenværtshus blev søndag morgen overfaldet på Fisketorvet i Odense. En kvinde har muligvis brækket næsen.

To mænd anholdt for vold mod fire personer søndag morgen

Selskabet bestående af en mand og to kvinder var inde på morgenværtshuset Rådhuskælderen.

Lidt før klokken 09.00 kom to mænd ind og lagde an på de to kvinder, men blev afvist, hvorefter de gik igen.

Kort efter forlod selskabet værtshuset. Da de nåede Fisketorvet blev de overfaldet af de to mænd fra tidligere med slag og spark.

En af kvinderne er på OUH, muligvis med brækket næse, oplyset Per Sterobo, vagtchef ved Fyns Politi.

En fjerde person, der forsøgte at stoppe slagsmålet, blev også slået.

I mellemtiden nåede politiet frem og anholdt de to mænd.

Efterfølgende fandt politiet ulovlige knive, patroner og noget hash samt formodede tyvekoster på den ene mands bopæl.

De er 22 og 25 år, fra Odense, og kendt for tilsvarende gerninger fra før.