Vold mod lærer på Teknisk Skole

Odense Tekniske Skole har anmeldt en ung mand til politiet for at have udøvet vold mod en ansat på skolen samt at have udøvet hærværk.

Tirsdag blev både elever og lærere vidner til, at en ung mand, der ikke er elev på skolen, gik amok på den teknisk skole på Petersmindevej. Elever og lærere blev opmærksomme på, at den unge mand kørte vildt uden for skolens lokaler. Hastigheder på mellem 80 og 130 km/t er nævnt.

I forbindelse med at en lærer og eleverne forsøgte at få bilen standset, blev forruden smadret, da læreren ikke fik flyttet sin arm hurtigt nok.

Ifølge afdelingsleder Søren Sørensen fløj den unge bilist ud og kastede sig over læreren. Det kom til håndgemæng, og den unge mand for ind i det nærliggende autoværksted, hvor han greb en 50 cm lang momentnøgle, som han truede læreren med.

Lærere og elever fik dog vristet det farlige værkstøj fra den unge mand, som dog fik fat i en anden momentnøgle.
 
Under forløbet fik den unge mand alarmeret en kammerat, som dukkede op og deltog i at smadre noget af værkstedets inventar. Kammeraten fik dog stoppet den unge mand, der havde fået fat i en hammer, som han nu truede læreren med.
 
I forbindelse med det voldsomme håndgemæng fik læreren knubs og revet sit tøj i stykker, inden den unge mand flygtede fra stedet. Han er nu blevet anmeldt for trusler og vold mod tjenestemand i funktion.
 
Afdelingsleder Søren Sørensen siger til TV 2/FYN, at skolen nu vil have etableret vejbump uden for lokalerne, fordi episoden med bilræs ikke er enestående.

Oversigt

    Oversigt