Voldelig start på weekenden

Odense Politi har haft en travl start på weekenden. Vold, dødstrusler og to forsøg på manddrab blev det til i løbet af fredagen og natten til lørdag.

Fem personer stukket ned i Odense

Odense Politi har haft en travl start på weekenden.
Vold, dødstrusler og to forsøg på manddrab blev det til i løbet af fredagen og natten til lørdag.

Ved 2.30-tiden fredag nat blev politiet kaldt ud til en privat fest i Skt. Klemens, hvor et skænderi havde udviklet sig til forsøg på manddrab.

En 16-årig pige, der bor i huset, hvor festen blev holdt, var kommet op at skændes med en ældre mandlig gæst, og det endte med at hun stak manden i ryggen med en brødkniv.
Flere vidner overværede episoden.

Manden er indlagt på Odense Universitetshospital, men er uden for livsfare.
Den unge kvinde bliver fremstillet i grundlovsforhør lørdag.

Manddrabsforsøg i Kongensgade
Ved 5.30-tiden gik det ud over tre personer, der kom gående forbi Burger King i Kongensgade i Odense.

Kort forinden havde en gruppe begået hærværk ved at kaste en cykel ind gennem en rude, og da en anden gruppe personer kom forbi udviklede det sig til et overfald.

De tre forbipasserende blev alle stukket med en genstand.
Politiet ved endnu ikke, om det er en kniv eller eventuelt et glasskår.

De tre, der blev stukket ned, stak af mod James Dean i Mageløs, hvor der blev tilkaldt hjælp.
Alle var blevet stukket flere steder - den ene også i ryggen, og derfor betegner politiet det som forsøg på manddrab.
To af ofrene er stadig indlagt på OUH.

I løbet af lørdag morgen henvendte også en fjerde mand sig. Han var blevet stukket i benet.

De tre overfaldsmænd på henholdsvis 18, 20 og 21 år er alle kendt af politiet i forvejen og har tidligere været dømt.

Politiet har endnu ikke overblik over, om alle tre mænd var med til at stikke de fire personer ned.
Derfor bliver de alle fremstillet i grundlovsforhør lørdag.

Dødstrussel
En femte person skal fremstilles i grundlovsforhør for at have truet en mand på livet med en økse fredag sidst på eftermiddagen.

Det skete i havekolonien Martinsminde på Kertemindevej i Odense, hvor to mænd kom op at skændes, og den ene knuste en ølflaske ned i den andens mands bil.

Senere sprang manden med ølflasken ud foran bilen med en økse, da den anden ville køre fra havekolonien.

Her truede han manden på livet, og fordi politiet kender ham i forvejen, bliver han altså fremstillet i grundlovsforhør senere lørdag.

 

Oversigt

    Oversigt