I det fynske folks tjeneste

Voldsoffer ville selv slås

Manden, der i øjeblikket er indlagt med kraniebrud og hjerneblødninger, bad selv om at slås. Det fortæller Fyns Politi.

I følge vagtchef Jesper Pedersen var voldofferet ikke så uskyldig, som politiet først troede.

To yngre mænd meldte lørdag sig selv til politiet, efter omtale af en grov voldssag i Odense. Afhøringen af de to har kastet nyt lys og sagen, og det viser sig nu at offeret selv bad om en slåskamp.

En 30-årig mand er indlagt på Odense Universitetshospital med kraniebrud og hjerneblødninger.

- Men de alvorlige skader skyldes ikke kun vold, og desuden er offeret ikke så uskyldig, som vi vi først troede, siger vagtchef Jesper Pedersen fra Fyns Politi. 

Efter to dages efterforskning viser det sig nemlig, at den 30-årige flere gange har opsøgt ballade og forsøgt at starte slagsmål på Arkaden i Odense. Han generede to mænd samt den enes kæreste, og til sidst fik de nok og gik med ham udenfor for at slås.

- De to mænd på 23 og 26 år tildelte den 30-årige nogle knytnæveslag. Derefter falder han til jorden, og det er da han lander med hovedet på en kantsten, de alvorlige skader opstår, fortsætter Jesper Pedersen.

De to gerningsmænd er nu løsladt men sigtet for voldepisoden, dog efter den milde voldsparagraf. Det 30-årige offer har tidligere været involveret i voldsepioder men i er i følge politiet ikke dømt for noget.