To længer brændt ned: Voldsom brand på gård i Asperup

To længer på en gård i Asperup ved Middelfart brændte i går ned til grunden. En tredje længe fik vandskader, men hverken dyr eller mennesker kom til skade.

Politi og brandvæsen var lørdag aften massivt til stede i Asperup på Fyn. Årsagen var en brand i flerlænget gård. Ilden åd i løbet af kort tid en hel længe.

- Der er to længer, der brændt ned, og så er der en, der har fået en del vandskade, siger Per Møller Jensen, der er indsatsleder ved Trekantbrand. 

Stuehuset og tre resterende længer er gået fri af flammerne. Forbipasserende slog alarm ved 18-tiden. Trekantbrand havde indsat mandskab fra fem stationer, og man var derudover assisteret af Beredskab Sydjylland, der sendte 13 mand og flere køretøjer.

Ilden spredte sig hurtigt

I går fortalte indsatsleder ved Trekantbrand Casper Christensen til Fyens Stiftstidende, at vinden havde spillet en stor rolle. Den gjorde, at ilden spredte sig enormt hurtigt. 

Klokken 23.11 kunne Trekantbrand melde ud på sin twitter-profil, at branden var under kontrol. Der har dog været slukningsarbejde hele natten, og først klokken otte i morges forlod brandfolkene stedet. Per Møller Jensen overtog som indsatsleder klokken 23. 

- Vind vil altid skabe udfordringer. Men i løbet af natten der stilnede den faktisk af. Så kunne vi godt mærke her til morgen, at den begyndte at komme tilbage, men på det tidspunkt var branden så slukket, at det ikke gjorde noget.

 - Jeg har fortalt ejeren derude, at efter sådan en stor brand, så kan der godt være lidt damp og røg nogen steder, men ilden er slukket. 

Indsatslederen fortæller, at årsagen til, at den tredje længe har fået vandskade er, at man lægger en skærelinje for at kontrollere branden. 

- Når man skal slukke sådan en stor brand, så siger man ret hurtigt: "Her lægger vi en skærelinje, så ilden ikke kan sprede sig mere. Så pøser man selvfølgelig en masse vand på der", siger han. 

Formoder det skyldes ukrudtsbrænder

Fyns Politi var ligeledes massivt til stede ved branden. Efterforskningen af branden begynder først mandag, men ifølge vagtchef Lars Thede, arbejder man med en formodning om, at en ukrudtsbrænder er årsagen til branden. 

- Det er det, man formoder. Men der er ikke konkluderet noget endnu. Man er blevet fortalt på stedet, at der har været brugt en ukrudtsbrænder, siger han. 

 

Oversigt

    Oversigt