Voldsom brand i fabriksbygning

En voldsom brand raserede natten til lørdag en tom fabriksbygning på Sømarksvej i Søndersø.

Opdateret med foto fra brandstedet.

Klokken 23.20 fredag aften fik Fyns Politi melding om brand i en tom fabriksbygning på Sømarksvej i Søndersø.

Da brandfolkene kom frem var der kraftig røg og store flammer i bygningen, der af politiet betegnes som et sted, hvor egnens unge holder til.

Den ligger 50 meter fra en OK-tank, så til at begynde med var der frygt for, at ilden skulle få fat der, men det lykkedes ret hurtigt at afværge det.

Til gengæld tog det tid at få bugt med ilden i selve bygningen. Slukningsarbejdet var først overstået lidt før klokken 6.00.

Årsagen var blandt andet, at det var nødvendigt at rekvirere en kran til at løfte taget af for at give plads til slukningsarbejdet.

Området er nu spærret af, og brandteknikere skal undersøge årsagen til branden i løbet af lørdag eller søndag. 

Oversigt

    Oversigt