Tidlig mandag morgen måtte beredskab og politi rykke hurtigt ud til en overtændt garage i Ullerslev ved Nyborg.
Fyns Politi modtog anmeldelsen om branden fra beboeren i det nærliggende hus klokken 03.21 mandag.
På stedet blev politiet mødt af en overtændt garage med "meget høje flammer", fortæller vagtchef ved Fyns Politi Sten Nyland til TV 2 Fyn.
- Garagen var overtændt, da vi kommer derud. Vi mener, at årsagen til branden kommer fra garagen, hvor man har haft en el-scooter til opladning. Her kan der være sket en fejl i opladningen, siger vagtchef Sten Nyland.
Garage brændt helt ned
Vagtchefen fortæller desuden, at der ikke er nogen tilskadekomne personer ved branden.
Dog stod garagen ikke til at redde.
- Vi måtte lade garagen brænde helt ned, tilføjer vagtchefen.
Omkring klokken 04.30 modtog Fyns Politi efterfølgende en melding fra beredskabet om, at garagebranden skulle være slukket.
- Vi skal nu undersøge nærmere, om der er tale om en fejl fra el-scooteren, som vi anser som årsagen til branden. Det kan nogle gange være noget af en opgave, når arnestedet jo er brændt helt ned, siger Sten Nyland.
I Fjerritslev gik der fornyligt også brand i garage ved et hus. Her blev beboere opfordret i de omkringliggende huse til at lukke døre og vinduer, for at undgå at røgen fra bygningsbranden trænger ind i andre huse.