I det fynske folks tjeneste

Voldsom stigning i antallet af tyverier fra fynske både

Flere fynske bådejere end nogensinde før har i år fået stjålet påhængsmotorer eller andet udstyr fra deres båd.

I alt har Fyns Politi i år modtaget 107 anmeldelser om tyveri fra både i de fynske havne. Hertil kommer tyveri af påhængsmotorer fra udhuse eller garager eller tyverier fra sejlklubber. Sidste år var antallet af anmeldelser i samme periode 77.

- Stigningen er sket, selvom det er blevet meget mere almindeligt at bådejere sikrer deres motor og andre værdigenstande med kæde eller wire, siger Erik Halkjær fra Fyns Politi.

Tyvene har stort set været på spil i alle fynske havne og kyster, men især på Nordfyn og i Faaborg-Midtfyn Kommuner har tyvene været flittige. Oftest går tyvene efter de værdifulde påhængsmotorer, der kan koste alt fra nogle tusinde kroner til mange hundredtusinde kroner, men også rat og benzindunke går tyvene efter.

- Det er uendeligt svært at gardere sig mod tyveri, men mange sjusker også med sikkerheden, siger Erik Halkjær.

Ved du noget? Så send os et tip