Voldsomt besøg på fynsk tandlægeklinik: Mand truer betjent og personale

Tirsdag truede en mand fra Munkebo personalet på en tandlægeklinik. En politibetjent var inde og få kigget på sine tænder og kunne derfor rykke hurtigt ud.

Et helt almindeligt tandlægebesøg for en fynsk politibetjent udviklede sig tirsdag middag til en anholdelse af en mand. 

Tirsdag omkring klokken 12 kom en 44-årig mand fra Munkebo i Kerteminde ind på en tandlægeklinik i Munkebo. Manden råbte op og truede personalet på klinikken. 

Hvad den truende mand ikke lige vidste, var at der på en stue på klinikken lå en politibetjent, der var kommet til skade med sine tænder. Han havde tidligere tirsdag fået ondt i en tand efter, at hans politihund under træning havde hoppet op i hans kæbe. 

quote Det ender med at der er lidt skubberi mellem de to, og manden bliver igen bedt om at forlade klinikken, hvis han ikke vil anholdes

Torben Jakobsen, vagtchef ved Fyns Politi

- Min kollega kan høre fra tandlægestolen i rummet ved siden af, at den truende mand blive mere og mere vred, fortæller vagtchefen til TV 2/Fyn. 

Vold mod betjenten

Politibetjenten går ud til den 44-årige mand og giver sig til kende i håb om, at manden vil falde til ro. Men det får ikke manden til at stoppe sit truende adfærd overfor personalet - tværtimod. 

- Han beder manden om at dæmpe sig og gå. Men i stedet for at true personalet, begynder den 44-årige at true min kollega. Det ender med at der er lidt skubberi mellem de to, og manden bliver igen bedt om at forlade klinikken, hvis han ikke vil anholdes, fortæller Torben Jakobsen. 

Den 44-årige mand stopper ikke, og politibetjenten bliver nødt til at bruge sin peberspray mod manden.

Flere betjente blev tilkaldt, og manden blev taget med på stationen til afhøring. Han er nu blevet sigtet for vold mod politibetjenten og trusler mod personalet på tandlægeklinikken. 

Men hvorfor manden var vred og overhovedet var på tandlægeklinikken er endnu uvidst. 

- Jeg tror ikke, at han var så vred, fordi han var utilfreds med behandlingen på tandlægeklinikken. Men ved vi det endnu ikke, fortæller Torben Jakobsen. 

Oversigt

    Oversigt