Voldsomt regnvejr spærrer fynske veje

Massive vandmasser har spærret de fynske veje og presset kloakdæksler op. Særligt Øst - og Nordfyn er ramt. Politiet opfordrer borgerne til at være forsigtige i trafikken.

Flere fynske veje er spærret på grund af de massive mængder af regn og kloakdæksler, der er presset op. Beredskabet er i fuld gang med arbejdet, men det tager selvfølgelig tid, da det ikke kun er Fyn, der er ramt.

Fyns Politi opfordrer især bilisterne til at være forsigtige.

- Lad vær med at køre ud med høj hastighed. Vurder hvor dybt vandet er først og kør forsigtigt. Dels  er der risiko for aquaplaning, og der er huller i vejene på grund af kloaksprængninger, fortæller vagtchefen.

Den voldsomme regn har udover veje også påvirket mange huse.

- Vi får opkald hele tiden. Flere havepavilloner og huse er også ramt, forklarer vagtchefen hos Fyns Politi.

Det er særligt Øst- og Nordfyn, der er ramt, men Fyns Politi har fået flere opkald fra hele Fyn, og de ville holde borgerne opdaterede.

Fyns Politi har udsendt et kort, der giver et overblik over de fynske veje. Veje, der er spærret, er markeret med rødt, og veje hvor der er pumpning er markeret med blåt.

 

Oversigt

    Oversigt